round corners

Frit sygehusvalg


Frit valg og ventetider

Der er frit sygehusvalg i Danmark. Det betyder, at du frit kan vælge mellem alle offentlige hospitaler og afdelinger i hele landet samt nogle enkelte private specialsygehuse. Du kan læse mere i den landsdækkende pjece fra Ministeriet for Syndhed og Forebyggelse (pdf).

Du kan selv undersøge ventetider og kvaliteten på sygehusene her.

Hvis du ønsker at benytte dig af frit sygehusvalg, skal du henvende dig til den afdeling, du er henvist til nu. De kan vejlede dig, og du kan bede dem om at sende dine papirer til et andet hospital, hvor du hellere vil behandles.

Hvis du vil benytte frit sygehusvalg, er det en god idé at vælge sygehus inden forundersøgelsen. Et nyt sygehus vil ofte lægge op til en ny forundersøgelse inden videre behandling.

Udvidet frit sygehusvalg
Det udvidede fire sygehusvalg betyder, at alle patienter kan vælgte at få foretaget en diagnostisk undersøgelse eller en behandling på et privathospital, hvis Regionen ikke kan tilbyde den diagnostiske undersøgelse eller behandlingen indenfor 1 måned. Følgende fire betingelser skal være opfyldte:

  • Patienten skal være henvist til et offentligt hospital
  • Henvisningsdiagnosen er tilstrækkelig klar til at regionen kan vurdere, om et privat aftalesygehus (privathospital) kan foretage den nødvendige undersøgelse og behandling
  • Privathospitalet kan tilbyde en hurtigere behandling, end Regionen kan
  • Der er en aftale mellem regionerne og privathospitalet om behandlingen

Der er også mulighed for at benytte udvidet frit sygehusvalg i det tilfælde, at en dato til kirurgisk behandling bliver ændret/aflyst, uanset om hospitalet kan tilbyde en ny dato før eller tæt på den oprindelige dato.

I indkaldelsesbrevet bliver patienten oplyst om sine muligheder for frit og udvidet frit sygehusvalg. Patienter kan henvende sig til Patientkontoret om mulighederne for at benytte sig af udvidet frit sygehusvalg.

Hvor kan udvidet frit sygehusvalg IKKE benyttes?

Uklar diagnose
Udvidet frit sygehusvalg kan ikke benyttes, hvis henvisningsdiagnosen er så uklar, at det ikke er muligt for sygehuset ved modtagelsen af henvisningen at vurdere karakteren af patientens undersøgelses- og behandlingsbehov.

Andre undtagelser
Udvidet frit sygehusvalg gælder ikke, hvis patienten er henvist til:

  • Organtransplantation
  • Sterilisation
  • Fertilitetsbehandling
  • Refertilitetsbehandling
  • Høreapparatbehandling
  • Kosmetisk behandling
  • Kønsskifteoperation
  • Ophold på rekonvalescenthjem

Kørsel
Medmindre andet er meldt ud gælder følgende udgangspunkt vedrørende befordring:

Vælger du at benytte det frie eller udvidede frie sygehusvalg, skal du være opmærksom på, at du selv skal sørge for kørslen.
Du kan få tilskud til den del af kørslen, som svarer til de udgifter, som Region Midtjylland ville være forpligtet til at betale, hvis du blev behandlet på det hospital, Region Midtjylland ville have henvist dig til.

Kontakt evt. et kørselskontor i nærheden, hvis du har tvivlsspørgsmål.

round corners
¨