Professionalisme og empati. Det er mit job, fortæller SOSU-assistent Hugo Sagredo.

Jeg skal kende mine grænser – og brænde for at flytte dem

Det første jeg gør, når jeg møder ind på arbejde, er at skabe mig et overblik over, hvad jeg skal lave. Jeg sætter mig ind, hvad hver enkelt patient fejler, så jeg kan passe godt på dem. Det er vigtigt for, at man kan arbejde selvstændigt med det område, man får tildelt sammen med sin sygeplejerske. Så for mig handler professionalisme om at skabe ro og overblik, for mig selv og for patienten.

Professionalisme handler også om at kende mig selv og min egen faglighed, og vide, hvad jeg som SOSU-assistent kan klare, og hvornår det er lægen eller sygeplejersken, der skal tage over. Der skal man også huske at udvikle sig fagligt, at sige, ’Det der kan jeg ikke, men jeg vil gerne lære det.’ For eksempel kunne jeg ikke lægge venflon i starten og måtte kalde på en sygeplejerske, der kunne. Men så kom jeg på kursus og lærte det, og i dag siger mine kolleger, at jeg er den bedste til det.

Det handler om, hvor patienten er

Når jeg har sat mig ind i mine patienters behov, kan jeg også møde dem der, hvor de er. Det er en vigtig ting, som vi arbejder meget med. At være opmærksomme på, hvad patienten har at sige om sin behandling. På en vagt er der tit mange patienter, der har brug for hjælp, og så gælder det om at kunne rumme hver enkelt og høre, hvordan de har det. Det handler om at skabe en relation, og det er det, der gør det spændende at arbejde med mennesker.

Det er først og fremmest spændende at møde på arbejde og se, om patienterne har det godt, og at have et godt samarbejde med mine kollegaer, både sygeplejerskerne og de andre SOSU-assistenter. Jeg har også tit meget kontakt med patienternes pårørende, som det også er vigtigt at forholde sig til og samarbejde godt med. Og så hjælper jeg også med at undervise elever – både social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker.

Hugo Sagredo

SOSU-assistent