Mød afdelingssygeplejerske Rikke Degn
Innovation og optimering med kærlig hånd
Mit job handler meget om menneskelige relationer. I forhold til medarbejderne handler det om, at jeg kan være med til at udvikle folk. Ved at få øje på deres styrker kan hjælpe dem på vej i uddannelse eller videre i deres karriereforløb.
Jeg er også optaget af at prøve at optimere tingene for patienterne. Tit synes jeg, at det kan lykkes både at gøre tingene mere effektivt og bedre på samme tid.
Der er mange ting, som vi kan arbejde med, og det er tilfredsstillende at få øje på måder at forbedre patientforholdene på.
Det handler nogle gange om at få øje på det, der ikke ligger lige for. Og vi kan altid spørge patienterne eller de pårørende, om det, som vi faktisk gør, er det rigtige.
At kunne rumme livet og døden
Jeg ser på mine medarbejderes menneskelige kvaliteter. Fx kan det gøre det lettere at sætte sig ind i andres skavanker eller sygdomme, hvis man har mærket sårbarheden på egen krop.
Jeg er også opmærksom på, at det kan påvirke medarbejderne personligt, når de arbejder med meget syge og meget unge kræftpatienter. Vi har blandt andet en psykolog tilknyttet afdelingen, så personalet har mulighed for at få talt ud om tingene.
Der er mange, som spørger, hvordan jeg kan holde ud at være sådan et sted. Men jeg tror ikke, jeg kunne holde ud ikke at være sådan et sted. Det er det med at være på kanten af livet, som motiverer mig til at gøre mig rigtig umage.
Rikke Degn
Afdelingssygeplejerske, Cand. cur.