Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

Jeg udvikler mig i mødet med andre specialer

Jeg er fysioterapeut på medicinsk afdeling. Det medicinske speciale er spændende, fordi det er et mysterium. Mange tror, det bare handler om at massere og mobilisere, men det er meget andet. Det er mit ansvar at få patienterne i gang og få dem tilbage til livet. Det handler om at få folk ud af sengen, få dem ud at gå, få dem til at trække vejeret, løsne slim og optimere deres respiration. Få dem til at tro på at de kan.

Jeg er sammen med 3 andre frontløber på at udvikle og højne niveauet for behandling med respirationsfysioterapi. Faglighed for mig er, at min behandling er relevant. Vi skal være skarpe på, hvad vi vil behandle og arbejde ud fra den nyeste viden. Det kræver meget tænkning, planlægning og baggrundsviden. Vi har undervisning hver torsdag i de forskellige specialer. Her får vi et ’brush-up’ og bruger hinandens viden til at blive bedre.

Empati for mennesker fylder mit arbejde med mening

Jeg elsker at arbejde med mennesker. Det giver mening, fordi man mærker, at man gør en forskel. Det kan være en livreddende, opløftende eller afklarende forskel. Både de små og store ryk betyder noget for patienten. Nogle har det svært og har brug for at føle, de bliver set, hørt og anerkendt. Der ser jeg dem i nuet og prøver at bygge dem op igen.

På sygehuset samarbejder vi både med læger, sygeplejersker, assistenter, sekretærer og portører om patienterne. Der er mange ting, der skal fungere, så vi løfter i flok i stedet for at komme ind med hver vores brik til puslespillet. Det er jo ikke en diagnose, der ligger i sengen inde på stuen. Det er et menneske, som skal op og gå, og som skal hjem igen.

Jeanette G. Thomsen
Fysioterapeut
Randers regionshospital

Vi har også et job til dig

Find et job med hjerne og hjerte i Region Midtjylland. Få overblik over jobopslag fra alle regionens hospitaler, psykiatrien, sociale tilbud og i administrationen.

Find ledige jobs

Job i Region Midtjylland