Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

Professionalisme er garant for at patienten får den bedste behandling

Først og fremmest er jeg læge, jeg er kræftlæge. Jeg møder patienter som er diagnosticerede med kræftsygdom. Nogle gange efter en operation til forebyggende behandling, men også patienter som har kræft i en mere spredt form.

Professionalisme er vigtigt for mig, fordi kræftpatienter skal vide, at de står over for folk, som er opdaterede på den nyeste viden. De skal vide, at de kan regne med, at de får det bedste tilbud, ligegyldigt om de møder mig i Gødstrup, eller om de møder en læge i Aarhus eller i Holland.

Jeg er glad for at være i en afdeling, hvor vi ikke skal være bange for at tænke nyt. Vi er rigtig gode til at afprøve nye ting og være innovative. Vi udnytter for eksempel muligheden for virtuelle patientkonsultationer – og virtuelle møder, så alle kan være med til patientkonferencerne.

Empati er nødvendig for at kunne sætte dig i et andet menneskes sted

Som kræftlæge er jeg aldrig i tvivl om, at jeg har et meningsfyldt arbejde. Jeg møder mange patienter, som er uhelbredeligt syge. Det kan jeg ikke lave om på, men jeg kan gøre rigtig meget for at hjælpe folk i den svære situation, som de er kastet ud i.

Jeg har også rigtig meget med de uddannelsessøgende og medicinstuderende at gøre i min rolle som uddannelsesansvarlig og prægraduat lektor. Her møder jeg mennesker, som er optaget af at ville lære og udvikle sig. For mig er det meget vigtigt at motivere og inspirere dem og give de unge mennesker redskaber til at få et godt lægeliv. Det er jo fremtidens læger, fremtidens kræftlæger.

Der er meget faglighed inden for mit fag, men der er også noget meget intuitivt. Det handler rigtig meget om at have empati og kunne lytte og se, hvad er det for et menneske, jeg sidder overfor. At møde dem med et åbent sind. Du kan ikke have med patienter eller uddannelsessøgende at gøre uden at kunne sætte dig i den andens sted for at kunne støtte, være der og hjælpe.

Lone Duval, uddannelsesansvarlig overlæge
Kræftafdelingen, Regionshospitalet Gødstrup

Vi har også et job til dig

Find et job med hjerne og hjerte i Region Midtjylland. Få overblik over jobopslag fra alle regionens hospitaler, psykiatrien, sociale tilbud og i administrationen.

Find ledige jobs

Job i Region Midtjylland