Baggrund
Kommunerne, de almenmedicinske tilbud og regionen har et fælles ansvar for at udvikle og styrke det nære og sammenhængende sundhedsvæsen og for at indfri intentionerne med sundhedsreformen. Derfor nedsættes der et tværsektorielt direktørforum for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, som går på tværs af de fem strategiske direktørfora i sundhedsrådsområderne. I første omgang oprettes det tværgående direktørforum i en prøveperiode på et år. Herefter skal der tages stilling til det fremadrettede behov for koordinering på tværs af de fem sundhedsrådsområder samt mødekadence.
Formål og opgaver
Formålet med det tværgående direktørforum er at varetage dialog og drøftelser af administrativ strategisk karakter mellem regionen, de 19 kommuner og de almenmedicinske tilbud om udviklingen af det nære og sammenhængende sundhedsvæsen på tværs af de fem sundhedsrådsområder.
Tværgående direktørforum
- skal, hvor der er behov for dette, bidrage til at sætte fælles retning og overordnede tværgående mål.
- behandler tværsektorielle emner, der går på tværs af de fem sundhedsrådsområder og som er af væsentlig økonomisk, planmæssig, organisatorisk og/eller kvalitetsmæssig betydning.
- skal sikre ensartethed og samtidighed i tværgående indsatser på tværs af de fem sundhedsrådsområder ved at lave fælles forpligtende tværsektorielle aftaler/tiltag, der går på tværs af hele regionen. F.eks. ved problemstillinger som ikke kan løses lokalt i regi af det enkelte sundhedsråd.
- iværksætter og følger op på tværregional kvalitetsudvikling og efteruddannelse på det almenmedicinske område.
- udgør bestyrelsen for Folkesundhed i Midten.
Indbringelse af sager til det tværsektorielle direktørforum
De fem strategiske direktørfora i sundhedsrådsområderne og formandskabet for Tværgående direktørforum for det nære sundhedsvæsen kan rejse sager til det tværgående direktørforum.
Underudvalg på det almenmedicinske område (f.eks. om kvalitetsudvikling, efteruddannelse og forskning samt rekruttering, lægevagt, præhospital indsats og patientforløb på tværs mv.) og den Kommunale Styregruppe på Sundhedsområdet kan indbringe sager mhp. tværgående beslutninger af strategisk karakter.
Forummet følger op på sager i Sundhedsrådene og i Regionsrådet, hvor der er behov for en tværgående indsats i den midtjyske region. Herudover kan forummet komme med indspil til sager i disse fora, hvor der vurderes at være brug for drøftelser og beslutninger på politisk niveau.
Forummets deltagerkreds
- 1-2 Koncerndirektør fra Region Midtjylland
- Formanden for Den Kommunale Styregruppe på sundhedsområdet
- Forretningsudvalget for Den Kommunale Styregruppe på sundhedsområdet
- Sundheds- og hospitalsledelsesrepræsentanter (sikre bred repræsentation fra Sundheds- og Hospitalsledelsen) fra de 5 hospitaler og direktør fra Præhospitalet
- Direktør/kontorchef fra relevante stabe i Region Midtjylland (Koncern Økonomi, Koncern Kvalitet og Sundhedsplanlægning)
- Repræsentanter fra det almenmedicinske tilbud
- Lægelig koordinator for praksiskonsulentordningen, MidtKraft
Hvis dagsordenen tilsiger det, kan deltagerkredsen udvides på møderne.
Formandskab
Der er delt formandskab mellem en regional koncerndirektør og formanden for Den Kommunale Styregruppe på sundhedsområdet.
Sekretariatsfunktion
Sekretariatsfunktionen varetages i samarbejde mellem rådssekretariatet, Fælleskommunalt Social- og Sundhedssekretariat i Midtjylland og SKF-sekretariatet.
Mødefrekvens
To møder i 2026.
Der er tale om en prøveperiode på et år. Ultimo 2026 skal der tages stilling til det fremadrettede behov for koordinering på tværs af de fem sundhedsrådsområder og hyppighed af mødekadence.