06-08-2008

Der er stor risiko for jordforurening under tidligere renserier. Renserierne brugte blandt andet det giftige stof trichlorethylen, der er så skadeligt, at et kilo er nok til at ødelægge en milliard liter drikkevand.
I disse dage går Region Midtjylland i gang med en særlig form for undergravende virksomhed, idet tonsvis af forurenet jord under en byejendom i det centrale Århus skal fjernes og erstattes af ren jord.


Jorden under ejendommen på Frederiksbjerg i Århus er forurenet med stoffet Trichlorethylen, der på langt sigt er kræftfremkaldende. Forureningen blev opdaget ved en rutinemæssig undersøgelse i 2004. Den stammer fra et renseri, som var placeret i stueetagen. Renseriet var placeret på lokaliteten fra 1965-1985.

Siden har forureningen ligget i jorden under bygningen, hvorfra den spreder sig op igennem kældergulvet til de beboede lejligheder i stuen samt på første, anden og tredje sal.

Udgravning og dræn
Region Midtjylland har i samråd med embedslægen besluttet at fjerne dele af forureningen og sikre indeklimaet i lejlighederne. Forureningen fjernes ved at grave den tilgængelige jord ud under bygningen. Sikringen af indeklimaet imod den mulige tilbageblevne restforurening sker ved at indskyde dræn, som trækker forurenet luft ud under gulvet i kælderen.

Arbejdet blev påbegyndt onsdag, og det entreprenørmæssige arbejde ventes afsluttet i september 2008.
Det er ikke noget nemt arbejde, for tilkørselsforholdene er trange, og der er lavt til loftet i kælderen. Således er det nødvendigt at skille de containere ad, der skal tjene som vaskerum for husets beboere og som opbevaringsrum til værktøj under arbejdet, når de skal ind gennem bygningen. Tilsvarende må man lempe den opgravede jord ud gennem kældervinduerne.

Billedet er til fri afbenyttelse og kan downloades i høj opløsning ved at klikke på det.
 Foto: Region Midtjylland
Der er stor risiko for jordforurening under tidligere renserier. Renserierne brugte blandt andet det giftige stof trichlorethylen, der er så skadeligt, at et kilo er nok til at ødelægge en milliard liter drikkevand.



Flere oplysninger

Rolf Johnsen, geolog  Rolf Johnsen, geolog
Jord og Råstoffer, Region Midtjylland
Telefon: 8728 5205
Mobil: 2962 0830
rolf.johnsen@ru.rm.dk



Fakta
Om trichlorethylen
Trichlorethylen er et chloreret opløsningsmiddel, der blandt andet bruges på renserier samt som affedtningsmiddel i industrien. De chlorerede opløsningsmidler er generelt tungere end vand, så et spild på jordoverfladen vil derfor hurtigt trænge ned i jorden og videre til grundvandet. 1 kilo af stoffet er nok til at forurene en milliard liter grundvand, så det ikke kan bruges som drikkevand.
Chlorerede opløsningsmidler nedbrydes langsomt i naturen og er giftige. Ved en længerevarende påvirkning er stofferne kræftfremkaldende.

Om Regionens rolle
Region Midtjylland kortlægger og undersøger tidligere industri.
Arbejdet udføres for at klarlægge, om der er en risiko for forurening af grundvand eller indeluften i boliger. Senere er regionen også med til at rense de forurenede grunde.

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.