11-12-2008

Skolerne, der tilbyder dansk og matematik til voksne, har kun fat i en brøkdel af de mennesker, der har brug for dem. Det afslører en ny analyse udarbejdet af Region Midtjylland. Manglende uddannelse kan skubbe disse mennesker ud af arbejdsmarkedet og sinke samfundsudviklingen.

Op mod 165.000 voksne i Region Midtjylland har så lidt dansk og matematik med fra folkeskolen, at det både truer deres egen fremtid og på sigt også samfundsudviklingen.

Alligevel benytter alt for få tilbudet om den gratis Forberedende Voksenundervisning, FVU, og derfor må der gøres noget helt ekstraordinært for at få flere igennem FVU-systemet.
Det fremgår af en ny analyse, som Region Midtjylland har udarbejdet, og som Regionsrådet blev præsenteret for på sit møde onsdag.


Som et led i regeringens målsætning for danskernes uddannelse hedder det – ud over at 95 procent af de voksne i år 2015 skal have en ungdomsuddannelse og halvdelen en videregående uddannelse - at 40.000 danskere hvert år skal tage imod tilbuddet om Forberedende Voksenundervisning (FVU). Det er grundlæggende dansk og matematik, der typisk foregår på VUC-skolerne eller hos AOF, LOF og lignende organisationer.
Det svarer til 9.000 kursister om året i den midtjyske region, men ifølge analysen er det højeste, der er præsteret i regionen hidtil, 5.000 kursister i 2005.

Kæmpe opgave
”Vi står over for en kæmpe opgave med at tiltrække dem, der har brug for kurserne”, siger Ulla Fasting, medlem af Regionsrådet for Region Midtjylland og formand for panelet for Uddannelse og Kompetence.

”Og der er ellers nok at tage af”, siger hun med henvisning til de 165.000 midtjyder, der har brug for grundlæggende undervisning i dansk eller matematik eller begge dele for bare at være nogenlunde klædt på til arbejdsmarkedets stigende krav.

Region Midtjylland har til opgave at kontrollere udbudet og fordelingen af undervisningstilbudene i regionen, og analysen afslører store forskelle i, hvor stor aktiviteten har været i de enkelte kommuner, når det drejer sig om FVU-undervisningen.

Manglende kendskab
Ifølge analysen er der flere årsager til, at alt for få beder om den uddannelse, som samfundet så gerne vil tilbyde dem. Selv om den er gratis, og selv om den kan foregå i arbejdstiden – med løntilskud fra staten.

En hovedårsag er manglende kendskab, og derfor går analysens anbefalinger især på at øge opmærksomheden om den Forberedende Voksenundervisning, FVU, og støttemulighederne.

Mod og anerkendelse
”Vi er nødt til at være meget opsøgende og direkte. Både over for virksomhederne og de potentielle kursister”, siger Preben Clausen, forstander for Århus VUC og talsmand for VUC-samarbejdet i Region Midtjylland. VUCerne har ansvar for den faglige kvalitet af den Forberedende Voksenundervisning, som de dels selv tilbyder og dels indgår driftsoverenskomst om med institutioner som AOF, FOF og lignende.

Ifølge Preben Clausen er der dog andre barrierer end manglende kendskab til FVU.

Både hos medarbejdere og de virksomheder, der skal undvære medarbejderne i et antal timer.

”Det er måske ikke så nemt at være en 45-årig lagerforvalter, der aldrig har fortalt kollegerne, at han i årevis har været presset af ikke at kunne læse ordentligt. Måske vil det være nemmere for ham at melde sig til et it-kursus med indbygget læsetræning end til et rent læsekursus”, siger Preben Clausen.
”Samtidig ville det være fint, hvis der i højere grad var knyttet en anerkendelse til det at melde sig til et kursus. Det er trods alt en overvindelse, men gevinsten er klar for medarbejderen selv, for virksomheden og på sigt for hele samfundet”, siger Preben Clausen.

Se analysen (pdf)

Billedtekst: Grafikken viser, hvor tæt de enkelte kommuner i Region Midtjylland er på at nå målene for deres FVU-undervisning. Tallene gælder 2005/06.
Grafikken er til fri brug – download den i høj opløsning ved at klikke på den. 

Flere oplysninger:

  Ulla Fasting, medlem af Regionsrådet for Region Midtjylland og formand for panelet for Uddannelse og Kompetence.
Telefon: 97 44 87 00
Mobil: 24 67 87 01
uf@rr.rm.dk 
  Preben Clausen, forstander for VUC i Århus og
formand for VUCernes samarbejde med Region Midtjylland.
Telefon: 87 32 25 65
pc@vucaarhus.dk 
  Henning Tjørnelund, udviklingskonsulent
Region Midtjylland, Regional Udvikling
Telefon: 8728 5074
henning.tjoernelund@ru.rm.dk 
 


Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne