03-03-08

Mandagens landdistriktskonference på Gl. Estrup bød på mange ønsker for det gode liv i landsbyerne og landdistrikterne, men især en statsstøttet oprydning blandt de mest forfaldne huse blev nævnt igen og igen.

EU's landbrugskommissær Mariann Fischer-Boel var taler på konferencen, og hun lovede at arbejde for, at mange flere penge flyttes over til udvikling af landdistrikterne fra den direkte landbrugsstøtte.


EU's landbrugskommissær Mariann Fischer-Boel lovede at arbejde på at skaffe flere penge til landdistrikterne.
Hent billedet i høj opløsning

Det var Region Midtjylland, der mandag havde inviteret til landdistriktskonference på Dansk Landbrugsmuseum, Gl. Estrup, på Djursland, og de mere ned 140 deltagere var en blanding af byrådspolitikere, formænd for de såkaldte LAGere (Lokale Aktions Grupper, som der findes 54 af på landsplan), samt folk fra forskellige interesseorganisationer med særlig fokus på, hvordan livet leves i landsbyerne og på landet.

Bliv vismand for en dag, lød tilbudet til deltagerne, og det bragte stribevis af ideer på bordet – deriblandt forslag om at ansætte lokale landsbypedeller, der måske kan dele post ud, klippe en hæk for en gammel dame og køre både med pensionisterne og de lokale fodboldpuslinge. Eller om at stifte multifleksible forsamlingshuse, der lever op til tidens behov, sikre bredbånd til alle eller etablere erhvervsfællesskaber i landsbyerne.

Oprydning
Et af de emner, der fik flest ord med på vejen, var imidlertid ønsket om en gennemgribende oprydning blandt de mest forfaldne huse på landet – på linje med de omfattende saneringer, der med store offentlige tilskud er foregået i de store byer over en årrække.

Blandt de konkrete forslag var at oprette lokale landsbyfonde, der kan overvåge de små samfund og sørge for at opkøbe og eventuelt nedrive forfaldne huse, så snart de kommer til salg – til fællesskabets bedste.
Eller skrotningsordninger, så ejerne af de forfaldne huse kan få en præmie for at jævne huset med jorden.
Eller måske videre beføjelser til kommunerne, så de med loven i hånden kan bede en husejer holde huset i ordentlig stand eller fjerne det.

– Det kan sikkert gøres på mange måder, men det ville give et tiltrængt løft til vores landsbyer, siger Torben Jensen, borgmester i Norddjurs kommune, der var oplægsholder på konferencen.

– I dag skal et forfaldent hus være til fare for borgerne, hvis vi skal kunne pålægge ejeren at tage affære. Det ville være rart, hvis planloven blev lavet om, så vi fik mere tyngde i forhold til ejerne. Kommunerne vil jo gerne have ryddet op, siger Torben Jensen, der kender et par eksempler på hensygnende huse, som hans kommune ikke kan røre i dag, fordi ejerne på gud-ved-hvilket-år påberåber sig at være i gang med at bygge om.


140 deltagere var mødt op til konference på Gl. Estrup for at diskutere "Det lette liv på landet".

Også EU's landbrugskommissær Mariann Fischer-Boel var optaget af at få gjort noget ved de mest skæmmende bygninger i landsbyer og landdistrikter.

– Jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre med en skrotningsordning, men ellers findes der vel ander veje, sagde Mariann Fischer-Boel og forsikrede, at hun er i gang med at skaffe flere penge til udviklingen af landdistrikterne, sådan som det også blev efterlyst på konferencen.

I forvejen har Region Midtjylland med sine 19 kommuner og Landdistrikternes Fællesråd i ryggen netop bedt staten om hjælp til at få ryddet op i landsbyer og landområderne. I en henvendelse til fem ministerier påpeger Region Midtjylland, at de sølle 12,5 mio. kroner, der er afsat i byfornyelsesloven, og som godt kan anvendes i landsbyer, er alt, alt for lidt.

– I øjeblikket har vi mulighed for at overføre fem pct. af den direkte landbrugsstøtte til landdistrikterne, men nu har jeg foreslået at forhøje den andel til 13 procent over de kommende år, sagde Mariann Fischer-Boel og erkendte, at selv det beløb vil blive betragtet som for lille. Også selv om det følges af en lige så stor national medfinansiering.

– Derfor har jeg også foreslået, at man lemper på en anden ordning, den såkaldte artikel 69, så medlemslandene kan tage endnu 10 procent af den direkte støtte og bruge den på landdistrikterne – og denne gang uden medfinansiering, sagde Mariann Fischer-Boel.

Formand for det midtjyske regionsrådspanel for landdistrikterne, Kaj Møldrup Christensen, glæder sig meget over alle de gode ideer, som forsamlingen kom frem med – og især over kommissærens udmeldinger om flere penge til landdistrikterne.

– Levende landdistrikter er jo det, vi arbejder for i Region Midtjylland. Men der SKAL bruges flere penge, flere kræfter og laves lovændringer, hvis det skal lykkes, siger han.

Yderligere information:
Kaj Møldrup Christensen (S), formand for regionsrådspanelet for landdistrikter, Region Midtjylland, tel. 8646 7460, mobil 2943 5981.

Erik Sejersen, afdelingschef, Oplevelsesøkonomi og landdistrikter, Region Midtjylland, tel. 8728 5120