02-04-08

Gymnasierne og HF-kurserne i Region Midtjylland oplever igen stor søgning. Samlet set har over 6.000 elever i år valgt at søge et alment gymnasium, mens næsten 1.500 har søgt ind på et HF-kursus.

Alligevel er det lykkedes at fordele de kommende elever, så langt hovedparten af dem får plads på det gymnasium eller HF, de har ønsket. I de tilfælde, hvor det ikke kan lade sig gøre, vil skolerne og Region Midtjylland i den nærmeste fremtid i fællesskab søge at finde den bedste løsning for den enkelte elev.


Trods stagnerende befolkningstal i området tiltrækker Lemvig Gymnasium i år 43 pct. flere elever end i fjor. Det samlede billede for regionens almene gymnasier er en fremgang på godt fire procent. Foto: Lemvig Gymnasium.

Samlet kan de almene gymnasier i regionen glæde sig over en fremgang på mere end fire procent., mens HF-kurserne har oplevet et fald på ca. 2,8 procent. Tallet dækker dog over stigende tilgang på samtlige HF-kurser lige med undtagelse af ét, der på grund af sin størrelse er i stand til at trække gennemsnittet ned. Dermed vil næsten samtlige HF-kurser opleve en styrkelse af det faglige miljø.

I den vestlige og nordlige del af regionen er blandt andet Lemvig gymnasium gået næsten 43 pct. frem og Ikast-Brande Gymnasium og HF næsten 34 pct., mens Viborg Gymnasium og HF kan notere en samlet fremgang på 23 pct.
I den østlige del af regionen er Paderup gået frem med 22 pct. efterfulgt af Odder Gymnasium, som i år har 17 pct. flere ansøgere. Endelig har Tørring Gymnasium som det sydligste gymnasium fået mere end 23 pct. flere ansøgere i forhold til sidste år.

Af de store skoler i regionen er der speciel fremgang at notere hos Marselisborg Gymnasium som har haft en fremgang på hele 27 pct., mens Århus Statsgymnasium er gået frem med 22 pct. Også Holstebro Gymnasium kan på sin almene gymnasiedel glæde sig over en fremgang på 26 pct.

Ydermere har regionens to pre-IB tilbud (den toårige International Baccalaureate-uddannelse) på henholdsvis Struer Statsgymnasium og Grenaa Gymnasium oplevet fremgang. Her er det specielt tilbuddet i Struer, der har været populært blandt de unge, hvor ansøgertallet er mere end fordoblet.

Se en oversigt over, hvordan ansøgerne fordeler sig.

Yderligere oplysninger:
Fordelingsudvalg Vest: Rektor Hans Vangsgaard, Holstebro Gymnasium, tel. 9741 4222
Fordelingsudvalg Nord: Rektor Finn Rasmussen, Bjerringbro Gymnasium, tel. 8668 3600
Fordelingsudvalg Øst: Rektor Erik Olesen, Silkeborg Gymnasium, tel. 8681 0800
Fordelingsudvalg Syd: Rektor Ole Nørregaard, Tørring Gymnasium, tel. 7580 1844.