24-09-2008


Nu skal de offentlige institutioner og det private erhvervsliv for alvor til at forny sig - sammen. I første omgang har Regionsrådet for Region Midtjylland sat fem mio. kroner af til at generere løsninger på en stribe udfordringer på eksempelvis energi-, undervisnings-, sundheds- og ældreområdet.

Der bliver hele tiden flere syge og flere gamle. Men hvordan skal det dog gå med omsorgen for dem, når der bliver stadig færre medarbejdere til at tage sig af dem?

Det er bare et af mange spørgsmål, som kræver løsninger, der ikke nødvendigvis findes i dag. Men som et nyt og uprøvet samarbejde mellem det private erhvervsliv og offentlige institutioner gerne skulle finde træfsikre svar på.

Vækstforum og Regionsrådet for Region Midtjylland har netop afsat fem mio. kroner til en såkaldt OPI-pulje - pulje for Offentlig-Privat Innovation, som skal støtte denne nye måde at samarbejde på. Og regionen er klar med bistand til at komme i gang, lige som der er nedsat et ekspertpanel til at vurdere de projektideer, der måtte komme.

Lutter vindere
Ideen er at gøre dagens samfundsmæssige udfordringer til morgendagens forretningsområde, siger Marie Louise Thomsen, projektleder i Region Midtjyllands afdeling for Innovation og Forskning.

”Og der er lutter vindere. Erhvervslivet får ny indsigt og nye varer på hylderne, og det offentlige bliver i stand til at levere bedre velfærdsydelser, hvilket igen smitter af på både medarbejdere og borgere”, siger Marie Louise Thomsen.

I øjeblikket går der megen viden tabt i det offentlige system. Personale eller brugere på de offentlige institutioner har ikke altid de bedste muligheder for at byde ind med ideer, når der skal udvikles nye eller forbedres eksisterende produkter eller ydelser. Det foregår i stedet i det private erhvervsliv - udliciteret og uden en nær forbindelse til den hverdag, som produkterne eller ydelserne skal passe ind i. Og det er denne traditionelle kunderelation mellem det offentlige som passiv bestiller og erhvervslivet som leverandør, der skal gøres op med i den nye pulje.

Vidensvirksomheder
”Ved at satse hårdt på et ligeværdigt samarbejde mellem privat og offentligt bliver begge parter bedre til innovation - også fremover - og de private virksomheder opkvalificeres fra at være rene producenter til vidensvirksomheder”, siger Marie Louise Thomsen.

Ifølge Marie Louise Thomsen er der masser af samfundsmæssige udfordringer, der bør blive til morgendagens forretningsområder. Kan man for eksempel vende den stigende mængde regnvand og de gentagne oversvømmelser i visse landområder til en energimæssig ressource i stedet for at være et dyrt problem?

En del af puljemidlerne vil dog i første omgang specielt være rettet mod projekter, der handler om at lade teknologien overtage nogle af de tidrøvende opgaver i sundheds- og plejesektoren. Derved kan plejepersonalet koncentrere sig om den omsorg, der skal sikre de gamle og syge størst mulig tryghed, selvhjulpenhed og værdighed. For det er nødvendigt at prioritere i et samfund, der om 6-7 år vil mangle hver femte medarbejder i sundhedssektoren, hvilket vil sætte velfærden under pres.

De bedste ideer
”Her sætter kun fantasien grænser for, hvor teknologien kan tage over. Måske skal vi satse på smittefri toiletter, der renser sig selv mellem hvert besøg. Måske skal vi udvikle hospitalsstuer, der er så fleksible, at de kan passe til alle typer af patienter, eller måske kan vi udtænke plejeboliger, der tilfredsstiller nye behov hos de kommende generationer af ældre.
Med den nye OPI-pulje håber vi at få de bedste kræfter med de bedste ideer på banen”, siger Marie Louise Thomsen.

Billedtekst: Den rigtige teknologi kan give plejemedarbejderne mere tid til at koncentrere sig om den omsorg, der skal sikre de gamle og syge størst mulig tryghed, selvhjulpenhed og værdighed.
Tegning: Erik Bach Andersen
Tegningen er til fri brug med angivelse af tegnerens navn.
Klik på den for at få den i stort format.

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.