I 2008 tog Region Midtjylland et kraftigt skridt fremad i kampen mod brystkræften. Næsten 70.000 kvinder mellem 50-69 år fik tilbudt at komme til screening.



I 2008 tog Region Midtjylland et kraftigt skridt fremad i kampen mod brystkræften. Næsten 70.000 kvinder mellem 50-69 år fik tilbudt at komme til screening. Af kvinderne inviteret til Holstebro, Viborg, Randers, Århus eller Horsens valgte 80 % at følge invitationen op med en screening. Over 1700 blev sendt til nærmere undersøgelse og eventuel behandling.


De mange undersøgelser er blevet mulig, blandt andet fordi regionen lod 20 social og sundhedsassistenter specialuddanne til screenings-assistenter. Erfaringerne er rigtig gode - både hvad angår det rent faglige men også med hensyn til assistenternes måde at tage imod kvinderne på.

– Uden en fantastisk vilje til at hjælpe hinanden på tværs af fag og geografi, var vi ikke nået hertil, siger koordinerende overlæge Lisbeth Kallestrup. Overlægen regner med at alle regionens kvinder mellem 50 og 69 år får tilbudt brystkræftscreening inden udgangen af i år.

Kamp mod flaskehalse
Det store antal kvinder, der er blevet undersøgt, er opnået på trods af, at 2008 bød på både konflikt på arbejdsmarkedet, it-problemer og apparaturnedbrud. Men nu er screeningerne i system og god gænge, så hver screeningsenhed normalt kan nå at undersøge 12 kvinder i timen.
En flaskehals har været telefonbookingen. Her er den gennemsnitlige ventetid kommet ned på 1,2 minut mod fem minutter i sommer. Og når kvinderne er screenet, går der i snit kun få dage inden to specialister, uafhængigt af hinanden, har vurderet undersøgelserne. Kvinderne får altså normalt svaret på få dage og skal ikke vente op til to uger, sådan som reglerne ellers tillader.

Stort pres på radiologiske afdelinger
Derimod kan det være en udfordring at sørge for, at opfølgende undersøgelser sker indenfor fem hverdage, i de tilfælde, hvor der er mistanke om kræft. Den store aktivitet med screeninger har nemlig betydet, at den opfølgende kliniske mammografi med blandt andet ultralyd har presset de radiologiske afdelinger kraftigt.
Når det gælder operationer, er der blevet opereret som aldrig før, og efter planen vil denne kapacitet i det kommende år blive større. Det samme gælder strålebehandlingen, hvor der i løbet af året bliver installeret nye strålekanoner i Herning.

Fakta
• Alle kvinder mellem 50 og 69 bliver tilbudt en undersøgelse for brystkræft.
• Undersøgelsen varer få minutter.
• Undersøgelsen bliver automatisk fulgt op af en ny invitation hver andet år.
• Kvinder der ikke ønsker at blive undersøgt, kan både melde sig ud af hele programmet eller melde fra til en enkelt undersøgelse.
• I 2008 blev 70.000 kvinder mellem 50-69 år tilbudt en undersøgelse for brystkræft.

Billedtekst

  Lisbeth Kallestrup, koordinerende overlæge for Brystkræftscreening i Region Midtjylland, har været central i arbejdet med at få system i regionens mammografi-screeninger.
Tryk på billedet for at hente det i høj opløsning

 

Undersøgelsen for brystkræft varer kun få minutter.
Tryk på billedet for at hente det i høj opløsning
 


Billederne kan frit bruges i sammenhæng med Region Midtjylland.
Foto: Region Midtjylland, Henrik Brøns.

Flere oplysninger
Koordinerende overlæge Lisbeth Kallestrup, tlf. 4046 8010

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.