En ny, avanceret skanner, doneret af The John and Birthe Meyer Foundation (Meyerfonden), er klar til brug på Århus Universitetshospital, Skejby. Skanneren indvies officielt tirsdag den 29. september 2009, og pressen er velkommen ved indvielsen.

Undersøgelse og behandling af patienter med kræft- og hjertesygdomme bliver med indvielsen af en ny, avanceret skanner på Nuklearmedicinsk Afdeling, Århus Universitetshospital, Skejby, endnu bedre.

Skanneren kan undersøge patienter med flere teknikker samtidig - både PET- og CT-skanning. I visse tilfælde vil den skånsomme skanning kunne erstatte mere besværlige undersøgelser, hvor der indføres et kateter i hjertet.

Skanneren vil blive anvendt til rutineundersøgelser, klinisk forskning hos patienter med kræft- og hjertesygdom og basal forskning blandt andet i programmeret celledød - en vigtig mekanisme for bevarelse af sundhed.

Forskningsoverlæge Michael Rehling, Nuklearmedicinsk Afdeling, glæder sig til at tage den nye skanner i brug.

- Den nye skanner vil give os ny indsigt i årsager til sygdom og dermed bedre diagnostik og behandling for mange patienter på Århus Universitets¬hospital, siger Michael Rehling.

Den kombinerede PET/CT-skanner koster 15,836 millioner kroner. Pengene er doneret af The John and Birthe Meyer Foundation (Meyerfonden).

Regionsrådsformand Bent Hansen glæder sig over den nye skanner, der kan være med til at løfte forskningen i kræft- og hjertesygdomme i Region Midtjylland.

- Forskning har kolossal betydning både for patienter og for udviklingen af hospitalsvæsenet i Region Midtjylland. Det er forskningen, der skal være med til at sikre visionen om et sundhedsvæsen i verdensklasse, siger Bent Hansen.

Pressen er velkommen ved indvielsen af skanneren tirsdag den 29. september 2009.

Indvielsen foregår i Auditorium B, kl. 14.30-16.00.

Læs invitationen til indvielsen.

Flere oplysninger

Regionsrådsformand Bent Hansen, tlf. 8728 5010 eller 4031 3107

Cheflæge Kristjar Skajaa, tlf 8949 5002

Forskningsoverlæge Michael Rehling, tlf. 8949 8400 eller 2089 9028