Hospitalslægerne i Region Midtjylland vil gerne have elektronisk patientjournal (EPJ) og der er positive forventninger til, hvad en EPJ kan bidrage til i det daglige kliniske arbejde. Det fremgår af en netop gennemført undersøgelse iværksat af overlægerådene og Region Midtjylland.




Hospitalslægerne i Region Midtjylland vil gerne have elektronisk patientjournal (EPJ) og der er positive forventninger til, hvad en EPJ kan bidrage til i det daglige kliniske arbejde. Det fremgår af en netop gennemført undersøgelse iværksat af overlægerådene og Region Midtjylland.

Undersøgelsen er den første og største i Danmark. I alt har 895 hospitalslæger, heraf 457 overlæger, fra hospitalerne i Randers, Silkeborg, Risskov, Århus og Skejby, deltaget.

Den elektroniske patientjournal (Århus EPJ), som Region Midtjylland er ved at udvikle, fungerer ifølge lægerne, i sin nuværende udformning, dårligt. Århus EPJ er aktuelt heller ikke komplet, idet kun medicinmodulet og modulet, hvor man kan bestille og se svar på blodprøver, er i funktion.

Lægernes dom er, at Århus EPJ, i sin nuværende udformning, ikke er et effektivt klinisk redskab, men tager megen ekstra tid. Et centralt klagepunkt er, at log-in funktionen til hospitalernes IT systemer og EPJ er for besværlig og langsom.


Direktør i Region Midtjylland, Leif Vestergaard Pedersen siger:
- Vi vil lave en journal der hjælper det kliniske personale. Derfor er det vigtigt at få svar på disse spørgsmål. Den store kritik fra lægeside er ikke overraskende, idet EPJ ikke er færdigudviklet og driftsforholdende desværre fortsat heller ikke er tilfredsstillende. Undersøgelsen viser også at lægerne stiller store krav til kliniske værktøjer, og heldigvis for det.


Formand for Regionsoverlægerådet, Lars Bolvig siger:
- Undersøgelsen har givet belæg for nogle af de udsagn, som flere overlæger tidligere har fremsat i debatten. EPJ fungerer ikke og kan blive en stor tidsrøver, hvis man ikke passer på. Vi kan nu dykke ned i data i undersøgelsen og se, hvor de største problemer er.

Regionsoverlægerådet og Region Midtjyllands direktion, som står bag undersøgelsen, har drøftet resultaterne og er enige om: 

  • Århus EPJ skal være et godt klinisk værktøj. Derfor er det nødvendigt med en række forbedringer. 
  • Den fulde og forbedrede Århus EPJ skal testes på Regionshospitalet i Randers. Resultatet af denne kliniske brugertest bliver helt afgørende for den videre ibrugtagning på andre hospitaler. 
  • Der skal ikke ske en udbredelse af Århus EPJ førend den fulde EPJ - inkl. journalen - er testet med tilfredsstillende resultat. Det vil bl.a. indebære en gentagelse af den aktuelle undersøgelse. 
  • Skulle det vise sig at testen i Randers falder negativt ud, skal Region Midtjylland grundlæggende ændre sine planer på EPJ området.


Fakta
Resultaterne af undersøgelsen kan ses på Lægeforeningen Midtjyllands hjemmeside.

Flere oplysninger 
Formand for Regionsoverlægerådet, Region Midtjylland, overlæge Lars Bolvig, tlf. 4095 8761 

Direktør i Region Midtjylland, Leif Vestergaard Pedersen, tlf. 2124 2316 

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer