Claus Thomsen bliver ny chef for Medicinsk Center på Århus Sygehus.

1. april tiltræder lægefaglig chef, dr. med. Claus H. P. Thomsen, som chef for Medicinsk Center på Århus Sygehus.

Claus Thomsen afløser centerchef Carsten Thordal, som for godt et år siden netop overtog centerchefstolen fra Claus Thomsen, der siden foråret 2008 har været lægelige chef i projektafdelingen for Det Nye Universitetshospital i Århus (DNU).

Med Claus Thomsen får Medicinsk Center en chef, der kender sit center særdeles godt. Han har fra starten i sommeren 2006 været med til at opbygge Medicinsk Center, og selv om man glædede sig på DNU’s vegne, var det var med triste miner, Århus Sygehus gav afkald på den kompetente og afholdte centerchef.

Claus Thomsen er 51 år og uddannet læge fra Aarhus Universitet i 1987. I 1999 blev han speciallæge i intern medicin og tre år senere speciallæge i medicinsk endokrinologi. Han har gennemført hovedparten af sin videre uddannelse ved Århus Sygehus og Regionshospitalet i Randers. Claus Thomsen har en ph.d. grad fra 1995 og en doktorgrad fra 2006.

Fakta
Århus Sygehus er opdelt i fem centre: Medicinsk Center, Neurocentret, Kræftcentret, Kirurgisk Center og Servicecentret.

Medicinsk Center omfatter følgende afdelinger (pr 1. marts 2010):

  • Arbejdsmedicinsk Klinik
  • Medicinsk Kardiologisk Afd. A
  • Medicinsk Endokrinologisk Afdeling MEA
  • Lungemedicinsk Afdeling B
  • Geriatrisk Afdeling G
  • Dermato-Venerologisk Afdeling S
  • Reumatologisk Afdeling U
  • Medicinsk Hepato-Gatroenterologisk Afdeling V
  • Samsø Syge- og Sundhedshus
  • Klinisk Epidemiologisk Afdeling

Flere oplysninger
Ole Thomsen, hospitalsdirektør, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus, tlf. 8949 2327 / 2146 9807