Det nye nummer af mi(d)t Liv har fokus på samarbejdet mellem forskningsinstitutioner, region og kommuner.

 Gå til magasinet i PDF


En ny konstruktion ”Folkesundhed i Midten”, som yder økonomisk støtte til projekter på tværs af de kommunale og regionale opgavefelter, er en strategisk satsning, der skal styrke samarbejdet. Den finansieres i fællesskab mellem kommune og region med 1 kr. fra hver borger årligt. At der er behov for samarbejdet vidner en udtalelse fra én af de tre formænd, Jacob Stengaard Madsen, Favrskov Kommune, om:

–Kommunerne har i den grad også brug for at lære om evidens og blive inspireret til at tænke videnskabeligt. Det gælder ikke kun på sundhedsområdet. Vi laver ufattelig mange ting i kommunerne, som vi ingen evidens har for. Men vi gør det alligevel.

Mette Kjølby, souschef i Region Midtjyllands Center for Folkesundhed, glæder sig over at samarbejdet nu sættes på dagsordenen på en strategisk måde:

– Vi kan ikke hele tiden satse på de gode viljer hos praktikere og forskere. Der skal billedligt talt bygges et højhus med plads til strategi og faglighed på alle etager, siger Mette Kjølby. Læs side 10-13.

Behov for brugsorientering
mi(d)t Liv giver også eksempler på aktuelt forskningssamarbejde på tværs af sektorer. Fx ”Skolesundhedsprojektet”, som sætter sund morgenmad og 1 times fysisk aktivitet på skoleskemaet i 7.-9. klassetrin på fire skoler i Silkeborg Kommune. I projektudviklingen har det bl.a. været vigtigt at afklare muligheder og begrænsninger for samarbejdet:

– Set fra et kommunalt perspektiv har der været forventning om, at studiet skulle være mere brugsorienteret end teoriafsøgende. Kommunen har ønsket løbende indsigt i forskningen, så den producerede viden kan bruges til at kvalificere den igangværende indsats, fortæller Mia Butler, projektleder fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, som er kommunens samarbejdspartner på forskningssiden. Læs mere side 14-15.

Klare gevinster for kommuner
Lærings- og mestringsuddannelser til mennesker med kroniske lidelser er et andet samarbejde mellem region og kommune. Henriette Haase Fischer, som er funktionsleder af Sundhedsfremme og Forebyggelse i én af de involverede kommuner, Struer, ser klare gevinster i at kommunen samarbejder med forskningsaktører:

–Vi får som kommune mulighed for at fremsætte tydelig dokumentation for effekten af den indsats, vi iværksætter. Dermed står vi stærkere i forhold til politikerne, når de skal prioritere. Læs mere om kommunens involvering i forskningsprojektet på side 18-19.