Hvordan har du det? 2010

Mere end 30.000 borgere deltager i folkesundheds-undersøgelsen ”Hvordan har du det?”, som skal tage temperaturen på sundhed, sygdom og livsstil blandt de 1,25 mio. midtjyder.

Det svarer til, at 64% af dem, som Region Midtjylland sendte spørgeskema til i februar, valgte at svare. Svarprocenten for unge, etniske minoriteter og de ældste borgere ligger dog noget lavere.

Svarprocenten for hver kommune fremgår af kortet her på siden. Den varierer fra Skanderborg, der ligger i top med 69%, til Samsø, der ligger på 60%.

Finn Breinholt Larsen- Vi er rigtig godt tilfredse med den samlede svarprocent. Forskellen på kommunerne handler først og fremmest om, at det er forskelligt, hvordan de unge, de ældste og de etniske minoriteter er fordelt i regionen, siger Finn Breinholt Larsen, seniorforsker og ansvarlig for undersøgelsen.

Center for Folkesundhed, som gennemfører undersøgelsen for Region Midtjylland, går nu i gang med at analysere data og udarbejde sundhedsprofiler for kommunerne.

- Vi forventer at kunne præsentere de nye sundhedsprofiler i januar 2011. Derefter får kommunerne selv adgang til de data, der kommer fra egne borgere. Det giver dem mulighed for at lave mange forskellige supplerende analyser. Hvis de overvejer en rygestopindsats for mennesker med psykiske lidelser, kan de fx se præcist hvor mange af dem, der ryger, og hvor motiverede de er for at stoppe, fortæller Finn Breinholt Larsen.

Færre unge svarer
Lidt over halvdelen af de unge har svaret på spørgeskemaet.

- Det er første gang vi spørger unge helt ned til 16 år, og det er en særlig udfordring at få dem til at svare. Vi fik faktisk flere svar end ventet, og jeg tror at mange unge interesserer sig for sundhed, hvis emnet bliver præsenteret for dem på den rigtige måde. Derfor arbejder vi videre med at udvikle et unge-skema med spørgsmål, som er relevante for de unge, ligesom vi gerne vil gøre det muligt at svare via internettet, når undersøgelsen skal gentages i 2013, fortæller Pia Vedel Ankersen, seniorforsker og ansvarlig for undersøgelsen blandt unge.

Fakta om sundhedsundersøgelsen ”hvordan har du det?”
Der kommer to rapporter fra undersøgelsen. Den første handler om den voksne befolkning fra 25-79 år og præsenteres på en konference sidst i januar 2011. Den anden handler om de unge fra 16-24 år og offentliggøres sidst i september 2011.

Undersøgelsen gennemføres af Center for Folkesundhed i samarbejde med regionens 19 kommuner. Den er del af en national undersøgelse, så vi fremover kan sammenligne sundheden på tværs af landet.

Læs mere og hent grafik og fotos på www.hvordanhardudet.rm.dk

Yderligere oplysninger
Finn Breinholt Larsen, seniorforsker, Center for Folkesundhed, tlf. 8728 4704 / 2273 0252 / finn.breinholt@stab.rm.dk

Pia Vedel Ankersen, seniorforsker, Center for Folkesundhed, tlf. 8728 4706 / 2498 4928 / pia.ankersen@stab.rm.dk

Folkesundhedsundersøgelsen 2010


Svarprocenten for den samlede stikprøve opdelt på grupper:

Alle 64 %

Unge (16-24 år) 56 %
Kvinder, dansk herkomst 68 %
Mænd, dansk herkomst 51 %
Kvinder, anden etnisk herkomst end dansk 36 %
Mænd, anden etnisk herkomst end dansk 25 %

Voksne (25-79 år) 66 %
Kvinder, dansk herkomst 71 %
Mænd, dansk herkomst 64 %
Kvinder, anden etnisk herkomst end dansk 43 %
Mænd, anden etnisk herkomst end dansk 32 %

De ældste (80+ år) 47 %
Kvinder, alle 43 %
Mænd, alle 52%

Yderligere oplysninger:
Finn Breinholt Larsen, seniorforsker, Center for Folkesundhed,
tlf. 8728 4704, mobil: 2273 0252, finn.breinholt@stab.rm.dk

Pia Vedel Ankersen, seniorforsker, Center for Folkesundhed,
tlf. 8728 4706, mobil: 2498 4928, pia.ankersen@stab.rm.dk

Læs mere og hent grafik og fotos på www.hvordanhardudet.rm.dk