En dansk undersøgelse finder sammenhæng mellem gulsot og autisme. Sammenhængen er tydeligst hos vinterbørn og børn af flergangsfødende




De børn der udvikler gulsot efter fødslen har øget risiko for senere at få diagnostiseret en udviklingsforstyrelse. Herunder autisme. Det viser en ny undersøgelse Århus Universitetshospital Skejby og Århus Universitet, hvor forskerne har fulgt alle danske børn født i en 10 årig periode.

Gulsot hos nyfødte viser sig ved gulfarvning af huden som følge af forhøjet bilirubin. Op mod 60 % af alle nyfødte udvikler gulsot, der er en normal tilstand som forsvinder i løbet af den første leveuge uden behov for behandling. Svær gulsot, hvor koncentrationen af bilirubin i blodet bliver for høj, ses hos cirka 5 % af de nyfødte og kan uden rettidig behandling medføre hjerneskade.

I den danske undersøgelse, der netop er offentliggjort i det anerkendte amerikanske tidsskrift ”Pediatrics”, fandt forskerne, at børn født til tiden havde 67 % højere risiko for, at udvikle autisme, hvis de havde haft behandlingskrævende gulsot som nyfødte. En sammenhæng der ikke kunne findes hos børn, der var født for tidlig.

Vinterbørn og flergangsfødende
Den fundne sammenhæng mellem gulsot og autisme var tydeligst, hvis barnets mor var flergangsfødende, eller hvis barnet var født fra oktober til marts. Denne sammenhæng var ikke til stede, hvis barnet var født af en førstegangsfødende mor eller var født i månederne fra april til september.

Undersøgelsen kan ikke fastslå, hvorfor der er sammenhæng mellem gulsot og autisme, og der kan tænkes flere årsager til de fundne sammenhænge.

Genetikken spiller en stor rolle i udviklingen af autisme, hvorfor det kan være en ukendt genetisk årsag, der medfører, at børn, der senere diagnosticeres med autisme, i højere grad udvikler gulsot i de første dage efter fødslen.

Børn født i sommerhalvåret er eksponeret for mere sollys, hvilket kan have en positiv effekt på gulsot, hvor imod børn født i vinterhalvåret kan være udsat for mindre sollys og for flere infektioner, der kan medføre en øget risiko for gulsot.

Forskellen i risiko fundet mellem børn født af første- og flergangsfødende mødre kan være et resultat af et forskelligt niveau af antistoffer hos kvinder, der tidligere har været gravide i forhold til kvinder, der er gravide for første gang. Eller det kan være et udtryk for den forskellige adgang til sundhedsydelser i de første dage efter fødslen. Kvinder, der tidligere har født, udskrives efter ukompliceret fødsel kort efter fødslen, mens kvinder, der ikke tidligere har født ofte tilbydes 3-5 dages barselsophold på hospitalet, hvor gulsot ofte diagnosticeres i samarbejde med sundhedspersonalet.


Fakta
Resultaterne er offentliggjort i: Maimburg RD. et al. Neonatal Jaundice, Autism, and Other Disorders of Psychological Development. Pediatrics. November 2010 (publiceret online 11. okt. 2010).

Flere oplysninger:
Jordemoder, MPH, ph.d. Rikke Damkjær Maimburg. Email: rmai@soci.au.dk / 40 80 81 91