Et internationalt forskerhold, som ledes fra Viborg, fortsætter jagten på viden om de forhold, der fører til kræft i tyktarmen.

Et internationalt forskerhold, som ledes fra Viborg, fortsætter jagten på viden om de forhold, der fører til kræft i tyktarmen.

Nogle mennesker er genetisk disponeret for at udvikle kræft i tyktarmen, når de spiser rødt kød, dvs. kød fra gris og ko samt alle former for forarbejdet kød som pølser, pålæg og røgvarer. Det har et lille hold forskere fra Viborg, København, Oslo og USA tidligere dokumenteret. Takket være en donation fra Familien Erichsens Mindefond kan de nu fortsætte deres arbejde med at skabe bedre forståelse for de biologiske mekanismer, der fører til kræft i tyktarmen.

Det er personer med helt specifikke genetiske varianter (i MDR1 og NFkB), der lever med en fordoblet risiko for at få kræft i tyktarmen, hvis de spiser 200 gram rødt kød pr. dag. De er mere udsat for at optage kræftfremkaldende stoffer (kødkarcinogener) via tarmen - og de er ikke så gode til at inaktivere de celler, der er ved at udvikle sig til kræft. Forskernes udfordring består i at skaffe sig ny viden om, hvordan de - måske ved tilberedningen af kødet - kan forhindre, at de kræftfremkaldende stoffer trænger ind i tarmslimhinden. Her er proteinet P-glycoprotein en vigtig nøgle.
Selvom forskerne tager afsæt i en persongruppe med særlige genetiske vilkår, kan deres arbejde afdække ny og grundlæggende vigtig viden om de mekanismer, der får normalt væv til at blive til kræft.

Det er overlæge, ph.d. Vibeke Andersen, medicinsk afdeling på Regionshospitalet Viborg, som har det daglige ansvar for forskningsprojektet. Hun er speciallæge i intern medicin og medicinske tarmsygdomme.
De øvrige forskere kommer fra Københavns Universitet, Arbejdsmiljøinstituttet i København, Udevåll Universitetssygehus Oslo samt National Cancer Institute, Bethesda, Maryland, USA.
Familien Erichsens Mindefond har tidligere støttet forskerholdets arbejde - og altså nu igen med 150.000 kroner.

Fakta om kræft i tyktarmen:
Hvert år rammes 4000 danskere af kræft i tyk- og endetarm. Det er en af de hyppigste kræftformer og en af de vigtigste årsager til kræftdødsfald i Danmark. Risikoen for at få kræft i tyktarmen inden 70-års-alderen er cirka 5 procent.

De fleste tilfælde af kræft i tarmen starter som en polyp, som senere udvikles til godartede forstadier til kræft (adenomer) og siden til egentlig kræft.