25-10-2011

En kinesisk delegation så på fødevaresikkerhed i Midtjylland, mens en midtjysk delegation af fysio- og ergoterapeuter diskuterede rehabiliteringsmetoder i Shanghai. Det er blot nogle af de nyheder, du kan læse om i denne udgave af nyhedsbrevet fra Region Midtjyllands repræsentationskontor i Shanghai.

Region Midtjylland havde i september besøg af en kinesisk delegation fra Shanghai, der især skulle stifte bekendtskab med, hvordan vi håndterer fødevaresikkerhed. Besøget var led i regionens samarbejdsaftale med Shanghai Science and Technology Commission samt Midtnet programmet, hvis formål er at skabe erhvervsrettede samarbejdsprojekter mellem virksomheder og videninstitutioner fra de to regioner. Deltagerne var så begejstrede for det, de så på Videncenter for Landbrug, at der allerede er taget yderligere kontakt med henblik på et konkret samarbejde vedr. fødevaresikkerhed.

Ligeledes i september rejste en midtjysk delegation bestående af fysio- og ergoterapeuter til Shanghai for at evaluere rehabiliteringsmetoder på ”Sunshine Center” i Shanghai. Dette besøg var et led i det mangeårige samarbejde med Shanghai Disabled Persons Federation, som i stigende grad vil efterspørge uddannelseskompetencer på rehabområdet. Fra 3.-6. november er Danmark partnerland på Kinas største rehabmesse Crexpo i Beijing, hvor regionsrådsformand Bent Hansen er inviteret til at tale, og hvor midtjyske rehabvirksomheder er flot repræsenteret. I næste nyhedsbrev kan du læse meget mere om deltagelsen på Crexpo messen.

Læs nyhedsbrevet (på engelsk)

FAKTA
om samarbejdet med Shanghai
Siden 2003 har Region Midtjylland og Shanghai haft et søsterbysamarbejde. Fra 2006 har regionen haft et repræsentationskontor i Shanghai bemandet med en dansk og en kinesisk medarbejder. Derudover varetages indsatsen i Shanghai af en medarbejder på regionens hovedkontor i Viborg. Shanghaikontoret ligger sammen med Innovationscenter Denmark, som er en del af Udenrigsministeriet.

Arbejdet i Shanghai fokuserer på at videreudvikle de gode relationer til Shanghai bystyre, så det kan være til gavn for regionens virksomheder og institutioner. Kontoret varetager og igangsætter samarbejdsaktiviteter inden for sundhed, rehab og andre områder af interesse for de midtjyske virksomheder og institutioner. Kontoret igangsætter projekter som eksempelvis Midtnet (www.midtnet.com) og fungerer som facilitator, formidler og døråbner for virksomheder og institutioner, der ønsker aktiviteter i Kina.

Læs mere om regionens nuværende og tidligere aktiviteter i Shanghai på www.centraldenmark.cn.