09-11-2011



Der sker noget magisk for de danske virksomheder i Kina, når det offentlige og den private sektor samarbejder. Denne weekend i Beijing beviste Region Midtjylland og danske politikere, at de sammen kan åbne døre til et marked med enorme vækstmuligheder.

Når Bent Hansen ankommer til Kina, bliver hele apparatet rullet ud. Som formand for regionerne i Danmark og repræsentant for sygehusvæsnet er han efter kinesisk opfattelse højt oppe i systemet, og det skaber helt automatisk kontakter til de allermest magtfulde beslutningstagere.
Lige nu udnytter han og Region Midtjylland den position til at sælge danske produkter inden for rehabilitering og sundhed. Et marked, som kineserne disse år investerer store summer i.
"I Kina betyder den politiske kasket noget helt andet end i Danmark, for det er partiet, der bestemmer det hele. Når jeg ankommer til landet, mødes jeg med politikere på mit niveau, og i Kina er de meget magtfulde beslutningstagere. På den måde kan jeg skabe vigtige kontakter inden for sundhedssektoren og ikke mindst virke som en blåstempling af de danske virksomheder, som forsøger at komme ind på markedet," siger Bent Hansen, der sammen med en delegation fra Region Midtjylland netop har været i Beijing for at deltage i Care and Rehabilitation Expo China.

Danske loftlifter
Ni danske virksomheder, som alle producerer hjælpemidler til sundhedssektoren, har været repræsenteret på messen. Alle ser de en lys fremtid i Kina, for mens rehabilitering og sundhed er sat på den politiske dagsorden i landet, mangler kineserne produkter og uddannelse. Det står de danske virksomheder klar med.
"Et nyt 500.000 kvadratmeter stort hospital er under opførelse i Beijing, og jeg har netop siddet med til et møde for at overbevise kineserne om, at alle loftlifterne skal komme fra Danmark. Det gavner det danske produkt, at en højt rangerende politiker sidder med ved bordet, og hvis jeg kan hjælpe på den måde, gør jeg det meget gerne. I sidste ende skaber det nye arbejdspladser i Danmark og skatteindtægter, så jeg kan skabe et bedre sygehusvæsen," siger Bent Hansen, der er overbevist om, at vejen frem i Kina er et godt samarbejde mellem det offentlige og private.

Større gennemslagskraft
Torben Helbo, der er næstformand i Dansk Rehab Gruppe, kan mærke en tydelig forskel på dette års messe, hvor de danske virksomheder har politisk støtte i ryggen. Sidste år stod organisationen alene og havde ikke samme gennemslagskraft.
"De fleste kan finde ud af at bestille en stand på en messe, men indgangen til markedet går gennem den politiske kanal, og derfor gør det en enorm forskel, at vi har politikere, regionen og ambassadøren i ryggen. De bliver mødt af kolleger på et højt niveau, og det åbner døre for os som organisation og for mig som virksomhed," siger Torben Helbo, der desuden er direktør i den Gedved-baserede virksomhed R82, der producerer hjælpemidler til børn.

Søsterbysamarbejde
Region Midtjylland er søsterby til Shanghai og har siden 2006 haft et repræsentationskontor i byen. Kontoret arbejder for at være en del af Kinas udvikling og vækst til gavn for de midtjyske virksomheder og institutioner.


Billedtekster:
(øverste foto) Bent Hansen, tv, i samtale med Pufang Deng – søn af Deng Xiaoping og protektor for de kinesiske handicapforbund – og den danske ambassadør i Kina Friis Arne Petersen (th).


Den danske stand havde mange prominente gæster – bl.a. næstformanden for den kinesiske handicapføderation Wang Xinxian, som her ses i samtale med regionsrådsformand Bent Hansen, regionsrådsmedlem Ulla Diderichsen og næstformand i Dansk Rehab Gruppe Torben Helbo.

Begge fotos er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen.


Se artikel om en af de danske virksomheder på rehabiliterings-messen i Beijing



Yderligere oplysninger:

Bent Hansen, formand for
Regionsrådet i Region Midtjylland
Telefon: 7841 0010
Mobil: 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk

Niels Erik Andersen, kontorchef
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon 7841 1120
Mobil: 2085 3252
niels-erik.andersen@ru.rm.dk

Torben Helbo, næstformand i
Dansk Rehab Gruppe
og direktør i R82
Telefon: 7968 5888
Mobil: 4072 4880

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne