25-01-2012

Med det mål at få flere iværksættere i fremtiden sagde Regionsrådet for Region Midtjylland onsdag ja til at støtte to initiativer, der bringer iværksætteri helt ned i folkeskolen og ud på ungdomsuddannelserne samt til de videregående uddannelser på erhvervsakademierne.

Regionsrådet bevilgede på sit møde onsdag penge til initiativerne Entreprenørskab i Folkeskolen samt Entreprenørskab i ungdomsuddannelserne og på erhvervsakademiuddannelserne. Initiativerne er en del af en større satsning, der skal styrke iværksætterånden på alle uddannelsesniveauer – lige fra folkeskolen og til universiteterne.
Vækstforum og Regionsrådet har således tidligere godkendt initiativerne Det entreprenørielle Universitet, (Aarhus Universitet) og Entreprenørskab i VIA’s uddannelser (VIA University College).

Flere fornyere
Ifølge regionsrådsformand Bent Hansen, Region Midtjylland, er det vigtigt at styrke de unges iværksætterånd, allerede mens de går i skole.
”Vi har både brug for flere iværksættere, der skaber nye arbejdspladser, vækst og beskæftigelse, og for medarbejdere, der tænker kreativt og fornyr de eksisterende arbejdspladser i regionen. Denne indsats skal styrke iværksætteregenskaberne hos de studerende og give flere mod på at starte egen virksomhed, når de afslutter uddannelsen”, siger Bent Hansen.

Fra ideer til værdi
Uddannelse i entreprenørskab skal stimulere de unges evne til at tænke nyt, se muligheder og omsætte deres ideer til værdi. Dermed spiller uddannelsessektoren en central rolle for den fremtidige vækst og udvikling ved at tilføre arbejdsstyrken flere entreprenørielle kompetencer.
Fra nationalt hold er der også fokus på uddannelse i entreprenørskab. I 2010 blev Fonden for Entreprenørskab stiftet med det formål at fremme uddannelse af undervisere, udvikling af undervisningsmetoder og undervisningsforløb for elever og studerende på alle uddannelsesretninger. Den regionale indsats gennemføres i samarbejde med denne fond.

Den regionale indsats
Den regionale indsats vil have fokus på følgende elementer:

• Udvikling af nye fag, kurser og undervisningsmateriale
Udbuddet af fag, kurser og materialer til undervisning i og om entreprenørskab øges, og der udvikles og afprøves forskellige undervisningsmetoder og –teknikker.
• Efteruddannelse af undervisere
Underviserne er nøglen til mere og bedre entreprenørskabsundervisning, og der skal derfor fokuseres på udvikling af lærernes kompetencer i form af uddannelse og videreuddannelse af underviserne samt etablering og facilitering af undervisernetværk.
• Fremme af en foretagsomhedskultur gennem events og konkurrencer
Fokus i indsatsen skal ikke alene rettes mod fag og undervisning, men også mod aktiviteter som camps og konkurrencer, der styrker de studerendes evner til at tænke i muligheder og vise handlekraft og således medvirker til at udvikle en entreprenøriel tankegang hos de studerende.
• Etablering af studentervæksthuse
Der skal etableres studentervæksthuse ved de videregående uddannelsesinstitutioner for at fremme kreativitet, innovation og entreprenørskab hos de studerende. De studerende skal have mulighed for at afprøve og udvikle en forretningside og skal i forløbet tilbydes coaching og facilitering.

92 millioner kroner
Samlet set er der tale om en satsning på i alt 92 mio. kroner, hvoraf EU betaler 46 mio. kroner, Region Midtjylland 6 mio. kroner, mens 40 mio. kroner finansieres af staten, kommuner og aktørerne selv.

Stor efterspørgsel
Ifølge en tidligere undersøgelse foretaget af Region Midtjylland er der bud efter medarbejdere med iværksætterånd ude i virksomhederne. Således efterspørger ni ud af ti midtjyske virksomhedsledere karaktertræk hos deres medarbejdere, der svarer til karaktertrækkene hos den gode iværksætter. Det er eksempelvis gå- på-mod, arbejdsomhed, idérigdom og økonomisk sans. Denne undersøgelse kan findes på www.vaekstlag.rm.dk – se under ”Iværksætteres udfordringer”.

Yderligere oplysninger:

Bent Hansen, regionsrådsformand
Region Midtjylland
Telefon: 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk

Bent B. Mikkelsen, afdelingsleder
Regional Udvikling
Region Midtjylland
Telefon: 7841 1500
bent.mikkelsen@ru.rm.dk

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne