29-08-2012



Med fødevarefestivalen på Tangkrogen i Aarhus 7.-9. september er Vækstforum Midtjylland med til at sætte rammen om en kæmpe folkefest, der samtidig bliver en udviklingsplatform for regionens fødevarevirksomheder.

Med fødevarefestivalen på Tangkrogen i Aarhus 7.-9. september er Vækstforum Midtjylland med til at sætte rammen om en kæmpe folkefest, der samtidig bliver en udviklingsplatform for regionens fødevarevirksomheder. Region Midtjyllands støtte til den kommende Food Festival i Aarhus er en del af en stor satsning på at skabe innovation i fødevareerhvervet og fremtidssikre det i den globale konkurrence.

”Med vores erhvervsudviklingssatsning Klog hverdagsmad vil vi skabe et dynamisk og internationalt innovationsmiljø for fødevareerhvervets mange aktører her i Midtjylland. På festivalen får fødevarevirksomhederne en sjælden chance for at komme i direkte dialog med både hinanden og forbrugerne”, siger regionsrådsformand og formand for Vækstforum Bent Hansen.

”Netop ved at samle kompetencer på tværs, eksempelvis virksomheder, forbrugere, kokke samt viden- og uddannelsesinstitutioner kan vi for alvor tage fat på at udvikle morgendagens fødevareprodukter med fokus på smag, kvalitet, sundhed og miljø”.

Madlaboratorium
Food Festival er blevet til i et samarbejde mellem Food Organisation of Denmark (FOOD), Region Midtjylland, Aarhus Kommune og en række organisationer i Aarhus og på landsplan. Festivalen er landsdækkende, og det er ambitionen at skabe Nordens største madfestival - en årligt tilbagevendende begivenhed, der dels skal være en fejring af den gode mad og dels et udviklingslaboratorium, hvor nye ideer og samarbejder søsættes.

Blandt aktiviteterne er en international konference ”Nyt, Nordisk, Naturligt”, hvor virksomheder vil få mulighed for at blive matchet med investorer i ”European Food Venture Forum”, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri vil holde sin årlige GUDP-konference (Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram) og meget mere.

”Vi skal sammen med Væksthus Midtjylland og andre hjælpe fødevarevirksomhederne med at få ideerne omsat til forretning”, siger innovationschef Gyda Bay fra Future Food Innovation, der er operatør på Region Midtjyllands fødevaresatsning.

”Vi kan hjælpe med at videreudvikle ideerne, finde relevante samarbejdspartnere og eventuelt finde relevante støtteprogrammer – og det koster ikke noget”, siger Gyda Bay.

Oplevelser på festivalen
De erhvervsrettede arrangementer vil foregå side om side med den mere folkelige del af festivalen. Festivalpladsen på Tangkrogen vil byde på et overflødighedshorn af madoplevelser inden for temaområderne Kornmarken, Foderbrættet, Stalden, Mejeriet, Kødet, Mad for Børn og Planteriget. Der vil også være mulighed for at deltage i madkurser med kendte kokke, gå i madbiograf, tage på gourmet-picnic eller på tangsafari i Aarhus bugten.


Se mere på www.foodfestival.dk
Læs om Future Food Innovation
Hent festivalprogrammet


Flere oplysninger:

Bent Hansen, formand for
Regionsrådet i Region Midtjylland og
Vækstforum Midtjylland
Telefon: 7841 0010 / 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk

Gyda Bay, innovationschef
Future Food Innovation
Telefon: 8999 2558 / 2441 7262
gb@agropark.dk
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne

FAKTA:
Bag festivalen står:
Food Organisation of Denmark (FOOD), Region Midtjylland, Aarhus Kommune, Aarhus Universitet, Landbrug & Fødevarer, Aarhus Festuge, Agro Tech, Agro Food Park, Væksthus Midtjylland, Future Food Innovation og Visit Aarhus.