05-09-2012

Det er godt gået af kommunerne. Det siger regionsrådsformand Bent Hansen som reaktion på, at DI netop har kåret Herning, Ikast-Brande, Hedensted og Favrskov kommuner som dem med det bedste erhvervsklima i Danmark.

Hjælpsomme kommuner, der er hurtige til sagsbehandling, overkommelige skatter, kvalificeret arbejdskraft og gode muligheder for at komme til og fra området.
Det er nogle af de kvaliteter, som danske erhvervsvirksomheder efterspørger, og som har bragt de fire midtjyske kommuner Herning, Ikast-Brande, Hedensted og Favrskov til tops i DIs undersøgelse af de danske kommuners erhvervsklima.
Undersøgelsen er baseret på svar 5.124 virksomheder over hele landet og deres tilfredshed med 22 forskellige kommunale indsatsområder.
”Jeg er da stolt over, at det er kommuner i Region Midtjylland, der løber med førstepladsen, andenpladsen, tredjepladsen og fjerdepladsen. De kan godt klappe sig selv på skulderen over, at deres store arbejde med at yde erhvervslivet den bedste service lykkes”, siger regionsrådsformand Bent Hansen.
Han tilføjer, at Region Midtjylland via Vækstforum understøtter de gode rammebetingelser for virksomhederne – eksempelvis ved at sikre, at virksomhederne kan skaffe arbejdskraft med de rette kompetencer.
”Udbuddet af arbejdskraft er en væsentlig faktor for regional vækst, så der har vi en kæmpe opgave med at få erhvervslivets behov og kompetencerne i arbejdsstyrken til at gå op i en højere enhed – både nu og fremover”, siger Bent Hansen.

Gode anbefalinger
I vinderkommunen Herning vil flere end otte ud af ti virksomheder anbefale andre virksomheder at slå sig ned i kommunen. På landsplan er det kun halvdelen af virksomhederne, der synes, at deres kommune er tilstrækkelig serviceminded. Hver femte er ligefrem utilfreds med kommunernes indsats.
I DIs undersøgelse indgår både virksomhedernes tilfredshed med kommunale indsatsområder og en række statistiske nøgletal, eksempelvis størrelsen af grundskyldspromillen, dækningsafgift, uddannelsesniveauet og nystartede virksomheder pr. indbygger.



Læs mere om undersøgelsen ”Danmarks bedste erhvervskommuner” på DIs hjemmeside www.di.dk

Flere oplysninger

Bent Hansen, formand for
Vækstforum Midtjylland og
Regionsrådet i Region Midtjylland
Telefon: 7841 0010 / 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne