18-12-2012



Den længe ventede samdrift mellem Odderbanen og Grenaabanen lever langtfra op til forventningerne. Det skriver en utilfreds regionsrådsformand Bent Hansen i et brev til DSB, Midttrafik og Midtjyske Jernbaner.


66 aflyste tog og 176 forsinkede.
På bare ni dage.
Det er ikke godt nok.
Regionsrådsformand Bent Hansen er skuffet over de første ni dage i den fusionerede Aarhus Letbanes liv – samdriften af Odderbanen og Grenaabanen.
”Vi har i ti år talt om samdriften og alle de fordele, den ville medføre for passagererne. I de seneste tre år har vi haft konkrete forhandlinger. Der har været masser af tid til at forberede skiftet, så jeg havde ærlig talt håbet på en succes fra starten”, siger Bent Hansen. Han har nu skrevet til de tre samarbejdspartnere bag samdriften, nemlig DSB, Midttrafik og Midtjyske Jernbaner. Ansvaret for driften ligger dog overordnet hos DSB.

Besværligt snefald
”Jeg ved godt, at der på samdriftens dag 1 faldt en større mængde sne, som påvirkede kørslen. Og jeg har fuld forståelse for sådan en ”togdriftens første sygedag”, men uregelmæssighederne skal jo ikke fortsætte”, siger Bent Hansen.
Han ved også, at lokomotivførerne har skullet vænne sig til de nye Desirotog, som har afløst Oddergrisen, ”men de har jo haft mulighed for en del optræning igennem de seneste par år, så den samlede performance er skuffende”, synes Bent Hansen.
De første ni dage blev der aflyst 21 tog på Odderbanen, mens 55 var forsinket. På Grenaabanen blev der aflyst 45 tog, mens 121 var forsinket. Med andre ord var andelen af rettidige afgange på Odderbanen 88 procent og på Grenaabanen 86 procent.
”Vi lovede passagererne store forbedringer, men de har i stedet oplevet en voldsom forringelse. Andelen af rettidige tog på Odderbanen plejer jo at ligge helt tæt på 100 procent”, siger Bent Hansen.


Læs Bent Hansens brev
til DSB, Midttrafik og Midtjyske Jernbaner



Billedtekst:
De mange fordele, som passagererne gerne skulle opleve på grund af togsamdriften, er foreløbig druknet i aflyste og forsinkede tog. Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Få det i høj opløsning ved at klikke på det.



Flere oplysninger

Bent Hansen
formand for Regionsrådet i Region Midtjylland
Telefon: 7841 0010 / 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk



Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne