20-09-2013



En storstilet indsats på ungdomsuddannelserne skal placere Region Midtjylland helt i front, når det drejer sig om digital læring og pædagogisk innovation i undervisningen. Indsatsen eSkoler Midt blev onsdag skudt i gang på Mercantec i Viborg.

19 skoler i Region Midtjylland er gået sammen om den digitale indsats eSkoler Midt, der vil bringe regionen helt i front, når det drejer sig om e-læring, it og didaktik på ungdomsuddannelserne. Regionsrådet har bevilget seks mio. til projektet over de næste tre år, og skolerne bidrager selv med 2,4 mio. kr. Dermed er det Region Midtjyllands største enkeltsatsning på ungdomsuddannelserne. Ifølge regionsråds¬formand Bent Hansen er tiden moden til en samlet digital – og pædagogisk – satsning på ungdomsuddan¬nelser¬ne for at få optimeret udbyttet af den digitale dimension i undervisningen. Her skal man kontinuerligt dokumentere, evaluere og videndele i forhold til de erfaringer og resultater, den enkelte skole får.
”Det bliver forhåbentlig starten på flere tiltag i hele regionen og kan måske også inspirere i nationalt regi”, siger Bent Hansen.
”Og vi er meget ambitiøse på eSkoler Midts vegne – eksempelvis med resultatkrav om, at 90 procent af deltagerne ved projektafslutning kan bruge digitale værktøjer til samarbejde og kommunikation i deres undervisning”, siger Bent Hansen og tilføjer, at regionen også ønsker at få tilknyttet forskningsressourcer til projektet.

Konsulentbistand til skolerne
Århus Købmandsskole er den formelle projektleder på eSkoler Midt med eVidenCenter, Det Nationale Videncenter for e-læring, som viden- og projektkoordinator. Centrets rolle er at understøtte videndeling, dokumentation og kommunikation i og uden for projektet og ikke mindst at yde konsulentbistand til skolerne.
Her har centerchef Michael Lund-Larsen svært ved at få armene ned efter onsdagens startseminar.
”Startseminaret viser os, at man allerede er godt i gang på skolerne”, siger han.
”Vi oplevede et enormt engagement fra deltagerne og konstaterede med stor tilfredshed, hvor mange spændende ideer og tiltag, der er i gang derude. Der er fx projekter i forhold til video, sociale medier, iBøger og lyd i undervisningen. Alle med fokus på, hvordan kan man understøtte og udvikling læring optimalt for eleverne. Og det kommer virkelig til at rykke regionens skoler i forhold til digital og pædagogisk innovation, det her”, siger Michael Lund-Larsen.



Billedtekst: Projektleder Michael Lund-Larsen er glad for den gode start på eSkole Midt-projektet.



Yderligere oplysninger:
Michael Lund-Larsen, centerchef
eVidenCenter/@ventures
Telefon: 2044 2040
mll@aabc.dk

Henning Tjørnelund, uddannelseskonsulent
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 5151 0680
htj@rm.dk


FAKTA om
eSkoler Midt
eSkoler Midt har til formål at bidrage til Region Midtjyllands målsætninger om fastholdelse og inklusion, kvalitet og bedre uddannelseskultur på ungdomsuddannelserne i regionen.
Indsatsen består af projekterne eDidaktik og Den digitale skole og omfatter bl.a. en opkvalificering af læreres kompetencer til at gøre sig didaktiske overvejelser og vurdere forskellige teknologier på ungdomsuddannelser i Region Midtjylland. Desuden etableres et seriøst videndelingsnetværk på området.
• eDidaktik – Didaktikken tilbage til læreren søger løsninger på pædagogiske udfordringer som fx differentiering eller elevaktivering på baggrund af en didaktisk analyse.
• Den Digitale Skole – læringsrummet i skyen har særlig fokus på nye muligheder for anvendelse af digitale læringsmidler i den pædagogiske praksis.
Region Midtjylland er projektejer.
Århus Købmandsskole er projektansvarlig med @ventures/eVidenCenter som projekt- og videnkoordinator.

Læs mere på www.eskolermidt.dk