Torsdag formiddag - lige omkring kl. 10 - sker der en større ulykke med mange tilskadekomne i Horsens.




Torsdag formiddag - lige omkring kl. 10 - sker der en større ulykke med mange tilskadekomne i Horsens. Det kan også allerede nu afsløres hvor ulykken sker: på Bankagervej. - Og henad kl. 13, så er det hele overstået.

Normalt kender Sydøstjyllands Politi og det øvrige beredskab i vid udstrækning ikke dagens opgaver før de pludselig er der, så grunden til at det undtagelsesvist er tilfældet er, at der er tale om en planlagt øvelse.

Øvelsen er en såkaldt fuldskalaøvelse, hvor de involverede myndigheder ikke blot simulerer en hændelse i et øvelokale, men er i felten med mandskab og udstyr for at håndtere hændelsen, der levendegøres af ”blødende” og jamrende figuranter med varierende typer af skader.

Strestest af beredskabet
Overordnet er formålet med øvelsen, at afprøve Regionshospitalet Horsens´ beredskab ved større hændelser med mange tilskadeskomne, herunder samarbejdet med de øvrige beredskabsaktører.

Også hele det såkaldte Præhospital – indsatsen på skadestedet og den koordinerende indsats i AMK (akut medicinsk koordinationscenter) - testes.

Mandskabet, der indgår i øvelsen er ikke en del af dagens almindelige beredskab, der altså denne dag er lige så stærkt som altid. Det betyder også, at almindelige patienter på Regionshospitalet Horsens behandles som vanligt den 19. september – selv om øvelsen naturligvis kan komme til at påvirke forløbet.