02.12.2016

Hvis overvægtige børn og unge skal fastholde vægttab over flere år, skal familien støtte op. Det viser ny forskning fra Regionshospitalet Viborg og Aarhus Universitet. Ingen behandlingstilbud har forslag til, hvordan familien kan inddrages.

De nye resultater er produkt af et ph.d-studie, som har fulgt børn og unge i ROS-programmet på Regionshospitalet Viborg. Når børn og unge lykkes med at fastholde et vægttab, får de det bedre fysisk og psykisk. De får også en bedre livskvalitet og øget selvværd.

Men hvis de overvægtige børn og unge falder ud af behandling, tager de på og trives dårligere, end de gjorde, før de kom i behandling. Ph.d-studiet har derfor undersøgt, hvad der skal til for, at børn og unge fastholder deres vægttab over en årrække.

Vanskeligt at støtte sit overvægtige barn

Studiet har fulgt 10 familier over fem år. Det viser, at familiens støtte er afgørende for, at de overvægtige børn og unge taber sig. Er forældrene skilt, eller samarbejder de ikke om at støtte vægttabet, går det galt. Også søskende har stor betydning.

- Studiet viser, at det at støtte et barn eller ung er svært og mere tidskrævende, end familierne havde forventet. Der opstår konflikter på den baggrund. Derfor er der brug for, at behandlingstilbud er vedvarende. Børns overvægt bør ses som en kronisk sygdom, fortæller Marianne Eg, ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, Center for Forskning i Klinisk Sygepleje og klinisk sygeplejespecialist på Regionshospitalet Viborg.

Behandlingstilbud inddrager ikke familier

Studiet har også kortlagt tilbud til overvægtige børn og unge på landsplan. Kun hver tredje børneafdeling har et behandlingstilbud, der lever op til de nationale anbefalinger fra et særligt fedmeudvalg under de danske børnelægers videnskabelige selskab.

- Og på de afdelinger, der har et behandlingstilbud, har ingen af dem konkrete forslag til, hvordan familierne inddrages for at støtte, at barnet eller den unge taber sig, fortæller Marianne Eg.

Marianne Eg forsvarer sin ph.d. den 16. december 2016 kl. 13 i lokale 21-22 på Regionshospitalet Viborg, Heibergs Allé 4, 8800 Viborg. Alle er velkomne.

Fakta: Ph.d.-projekt om behandling af overvægtige børn og unge
• "Significant factors for achieving sustained weigh loss in adolescentes participating in a weight loss program."
• Af Marianne Eg, AU-profile (Pure): http://pure.au.dk/portal/da/persons/marianne-eg(60906186-775e-424b-96bb-71f4cd46c99e).html
• Ph.d.-projektet er et samarbejde mellem
o Institut for Folkesundhed, Sektion for Sygepleje, Aarhus Universitet
o Center for Forskning i Klinisk Sygepleje
o Børn og Unge, Regionshospitalet Viborg

Yderligere oplysninger:

  • Marianne Eg, marianne.eg@midt.rm.dk, tlf. 5363 2780

 

Marianne Eg, ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet og klinisk sygeplejespecialist på Regionshospitalet Viborg. Foto: Agata L.-Madsen, Hospitalsenhed Midt.