17.05.2017

Mere end 60.000 kvinder i Danmark har været igennem brystkræft – og overlevet det. Derefter er det vigtigt at give kvinderne den bedst mulige livskvalitet efter sygdommen. Aarhus Universitetshospital sætter fokus på emnet ved en workshop 17.-18. maj.

Hvert år får over 4.500 danske kvinder konstateret brystkræft og heldigvis overlever over 80 procent af dem. Men det betyder også, at der går mere end 60.000 kvinder rundt i Danmark, som skal skabe sig et godt liv efter sygdommen.

Det kan være en udfordring, for lange forløb med rekonstruktion af brystet samt fysiske og mentale senfølger efter behandlingen kan gøre det svært at få hverdagen til at hænge sammen.

Aarhus Universitetshospital holder 17.-18. maj en workshop om brystkræftkirurgi, hvor der sættes fokus på, hvordan man forbedre tilværelsen for kvinder, der har været i behandling for brystkræft.

Rekonstruktion under operation
Et af de områder, der forskes meget i, er mulighederne for at rekonstruere brystet allerede under operationen, hvor kræftknuden bliver fjernet.

Tidligere har man ventet med at rekonstruere indtil operation, kemoterapi og strålebehandling var vel overstået – og så kunne et forløb med rekonstruktion stå på i flere år.

Nu vil man ved Aarhus Universitetshospital tilbyde rekonstruktion til alle kvinder under operationen, hvis man skal have fjernet hele brystet og ikke får brug for strålebehandling efterfølgende. Og som noget helt nyt vil man også prøve den mulighed til kvinder, der senere skal have strålebehandling.

- Det giver et bedre kosmetisk resultat for kvinderne, hvis rekonstruktion laves under operationen. Og nu viser forskningen , at det er sikkert nok at gøre – også selv om man skal have strålebehandling bagefter, siger Peer Christiansen, professor og brystkræftkirurg på Aarhus Universitetshospital.

Der vides dog ikke med sikkerhed hvilken type rekonstruktion, der er den bedst egnede til patienter, der skal have strålebehandling. Derfor vil denne gruppe i første omgang blive tilbudt at deltage i et forsøg, der skal afklare den bedste form for rekonstruktion.

Færre lymfeknuder fjernes
Tidligere har det også været almindeligt at fjerne alle lymfeknuder i armhulen, hvis en brystkræftpatient fik konstateret spredning til lymfeknuderne. Men det kan give livslange gener bl.a. i form af lymfødem – væskeophobning i armen.

Nu er man på Aarhus Universitetshospital begyndt på et forskningsprojekt med mere skånsom teknik. Hvis der ved fjernelse af de første såkaldt ”skildvagtlymfeknuder” findes spredning til en eller højst to lymfeknuder, så bliver man tilbudt at deltage i et forsøg, hvor man sammenligner bortoperation af alle lymfeknuder i armhulen med strålebehandling mod armhulen.

- Det er mindre belastende for patienterne, hvis vi ikke fjerner lymfeknuder, da vi så undgår nogle af senfølgerne. Og netop senfølger er vigtige at fokusere på for os nu, da behandlingen er blevet så effektiv, siger Peer Christiansen.

Britisk kirurg opererer live
Det er sjette år i træk, at Aarhus Universitetshospital holder en workshop om brystkræftkirurgi. Ved disse workshops har der ud over oplæg om aktuelle emner været sessioner med live-kirurgi, hvor udenlandske topkirurger er kommet til Aarhus for at vise nye operationsteknikker inden for brystkræftkirurgi.

I år skal den britiske kirurg Mark Ho-Asjoe operere og vise såkaldt onkoplastiske teknikker. Specielt rettes opmærksomhed mod brystbevarende operation hos patienter, der har et relativt lille bryst i forhold til kræftknudens størrelse.

Workshoppen er både for læger og sygeplejersker, og der er et særskilt sygeplejeprogram, der yderligere uddyber de plejemæssige problemstillinger ved behandling af brystkræft. I år er der bl.a. fokus på patientforløb omkring brystrekonstruktion og patientinddragelse i behandlingsforløb.


Flere oplysninger

  • Peer Christiansen, professor på Plastik- og Brystkirurgi/Aarhus Universitetshospital og Kirurgisk Afdeling/Randers, tlf. 5188 1522