12.04.2018 

Hvordan bliver Region Midtjylland et attraktivt sted for dig at bo og leve i fremtiden? Studerende fra fire uddannelser i Horsens, Aarhus, Viborg og Holstebro giver fra i dag input til den midtjyske regions vækst- og udviklingsstrategi 2019-30.

De unges stemmer er vigtig inspiration for den fremtidige strategi for vækst- og udvikling i den midtjyske region, der i forvejen har et ambitiøst mål om at favne FN's 17 verdensmål – for øvrigt som den første region i landet. 

Studerende fra Erhvervsakademi Aarhus gav torsdag eftermiddag input til den kommende vækst- og udviklingsstrategi for den midtjyske region. Dagens tema var, hvordan vi kan skabe fremtidssikrede uddannelser, kompetenceløft og job for alle. Det er afgørende for vækst i samfundet og et godt liv. Foto: Moment Studio

- Når vi skal sætte en retning for den midtjyske region de næste mange år frem, skal vi have øje for samfundsudfordringerne og komme med løsninger på dem, så regionen samtidig kan vækste og udvikle sig. Men det kan vi ikke, uden vi også lytter til den generation, der står på nippet til beslutninger om job, familieliv og bopæl, pointerer formand for Region Midtjyllands Udvalg for Regional Udvikling Jørgen Nørby (V). 

Strategi-workshops med studerende i fire byer

Konkret er studerende fra fire uddannelsesinstitutioner inviteret til workshop. Det foregår følgende steder:

  • Torsdag den 12. april - Erhvervsakademi Aarhus, Viby
  • Fredag den 13. april - VIA University College, Horsens
  • Tirsdag den 17. april - Asmildkloster Landbrugsskole, Viborg
  • Tirsdag den 8. maj - VIA University College, Holstebro.

Temaerne er de fire overordnede emner, som regionens vækstforum og regionsråd allerede har udstukket for strategiarbejdet.  

Fra strategi-workshop på Aarhus Erhvervsakademi. Her var input fra bachelorstuderende på forskellige studieretninger: webudvikling, økonomi & it, it-teknologi og finans. Foto: Moment Studio 

  • Fremtidssikrede uddannelser, kompetenceløft og job for alle.
  • Bæredygtige og produktive jobs og vækst og velstand for alle.
  • Fokus på klima, miljø og ressourcer for at sikre en bæredygtig udvikling.
  • Lige adgang for alle borgere til muligheder for at bosætte sig og leve det gode liv i hele regionen.

- Der er en politiker med på alle møder med de studerende, for vi vil lytte og aktivt bruge de unges forventninger i det strategiske arbejde, der er i gang lige nu, lover Jørgen Nørby (V).

Strategien skal vedtages til december 

Møderne med de studerende er et supplement til de strategimøder, der også holdes med kommunerne, industrien, uddannelses- og vidensinstitutioner, organisationer og andre, der er med i de udviklende partnerskaber på tværs af regionen. 

Strategien skal vedtages af vækstforum og regionsrådet i Region Midtjylland i december 2018.

 

 

Flere oplysninger

   

Om strategien

   

Gå til side om Strategi for Regional Udvikling

  • Regions Midtjyllands regionsråd og vækstforum har ansvaret for at lave en strategi for vækst og udvikling i den midtjyske region. 

  • Temaerne for arbejdet er fastlagt i Lov om Erhvervsfremme og er bl.a. infrastruktur, erhvervsudvikling, uddannelse og beskæftigelse, udviklingen i byerne og yderområderne, natur, miljø og kultur. 

  • De 17 verdensmål som strategiske ramme for vækst- og udviklingsstrategien er vedtaget af vækstforum og regionsrådet i Region Midtjylland.

  • Vækstforum for Region Midtjylland er partnerskab mellem kommuner, erhvervsorganisationer, arbejdsmarkedets parter, uddannelses- og forskningsinstitutioner og regionen. 

  • Se mere om vækst- og udviklingsstrategi + www.vmvm.dk