22.02.2018

For få og for sløve sædceller kan forklare ufrivillig barnløshed. En anden – overset - forklaring kan være skader i sædcellernes DNA. Det forsøger fertilitetsforskere fra Regionshospitalet Skive nu at kaste lys over.

Fertilitetsforskere har i mange år set med bekymring på faldende sædkvalitet hos yngre mænd. Dårlig sædkvalitet kan man konstatere ved at undersøge en sædprøve under mikroskop. Men metoden er ikke tilstrækkelig til at be- eller afkræfte, om årsagen til den ufrivillige barnløshed ligger hos manden.

- Mikroskopet giver os kun information om koncentrationen af sædceller, og hvor hurtigt de bevæger sig. Men sædcellernes DNA kan være beskadiget, og det kan vi ikke se på overfladen. Vi må helt ind i sædcellernes DNA for at finde svaret, forklarer professor, overlæge, dr.med. Peter Humaidan fra Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive.

Overset forklaring på ufrivillig barnløshed

Om kort tid sætter han strøm til et forskningsprojekt, der skal give ny viden om denne mulige og i nogen grad oversete årsag til ufrivillig barnløshed. Som led i projektet tilbyder han en sådan DNA-undersøgelse til den mandlige del af alle par, der henvises til Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive. DNA-undersøgelsen er et supplement til den udredning, som kvinden gennemgår.

- Ved DNA-undersøgelsen af sædprøven graver vi det spadestik dybere for at finde ud af, om der er brud på "svellerne" mellem DNA-strengene i cellen. Sådanne brud kan ødelægge sædcellens evne til at befrugte et æg, fortsætter Peter Humaidan.

DNA-undersøgelsen udføres i samarbejde med et højtspecialiseret laboratorium i København. Antallet af svellebrud måles i et DNA-fragmenteringsindex (DFI). Er andelen af beskadigede sædceller under 15 procent, er niveauet normalt. Et forhøjet niveau ligger mellem 15 og 25 procent. Er andelen 25 eller derover, er niveauet svært forhøjet.

Frugtbarhed og livsstil hænger sammen

Er andelen af sædceller med DNA-svellebrud forhøjet eller svært forhøjet, er der håb forude. For det er ikke en tilstand, der behøver at gælde for tid og evighed. En sund livsstil forplanter sig nemlig i sædcellerne og forebygger skader på DNA'et.

 - Når manden afleverer sin sædprøve, afleverer han samtidig et skema, hvor han har svaret på en række spørgsmål om sin levevis. Viser undersøgelsen, at 15 procent eller flere af sædcellerne har DNA-skader, gennemgår vi i fællesskab mandens muligheder for at slå ind på en sundere levebane, siger Peter Humaidan.

Et KRAM på recept

Det er livsstilsfaktorerne, der er samlet i sundheds-begrebet KRAM (Kost, Rygning, Alkohol, Motion), der kommer på bordet, når fertilitetslægen skal vejlede manden/parret.

- Sæden afspejler kroppens sundhed. Og en sundere livsstil kan for mange være nøglen til at opnå den ønskede graviditet, siger Peter Humaidan.

Og der er mange "livsstils-håndtag", det kan betale sig at dreje på, og andelen af svellebrud i DNA'et falder forholdsvis hurtigt - ofte i løbet af nogle få måneder. Resultatet dokumenteres med en ny sædprøve efter tre måneder.

- Drop tobak, få has på overvægt, og begræns alkohol til højst fem genstande om ugen. Til gengæld kan du fråse i antioxidanter, som du får blandt andet fra grøntsager og mørkt brød – og fra dig selv, når du motionerer.

Sådan lyder Peter Humaidans livsstils-anbefalinger, som også kan omfatte kosttilskud.

Han understreger, at "behandlingen" er ren win-win for manden og med fordel kan deles med den kvindelige halvdel af parret. Den sundere livsstil peger nemlig også fremad, for ud over at bedre chancerne for at få et barn er opskriften det bedste, man kan gøre, for at forebygge hjerte-karsygdomme og sukkersyge.

2000 undersøgelser de næste tre år

Forskningsarbejdet løber over de kommende tre år, og Peter Humaidan venter op mod 2000 deltagere. Ikke tidligere er skader på sædcellers DNA undersøgt så grundigt i hele verden, og han håber, at projektet kan skaffe næring til en ph.d.-afhandling.  

Flere oplysninger:

  • Professor, overlæge, dr.med. Peter Humaidan, Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive, telefon 2381 5991 / 7844 5760.

Peter Humaidan
Foto: Worm Photo