19.02.2018

LO og 3F har i et åbent brev kritiseret Region Midtjyllands vaskeriudbud , der på 8 år sparer regionen for 65 mio. kr. Regionsrådsformanden svarer på kritikken og takker Jysk Linnedservice for et godt og konstruktivt samarbejde.

Fagforeningerne LO og 3F opfordrer i et åbent brev regionsrådet til at genoverveje udfaldet af et vaskeriudbud. Og anklager regionen for at regne forkert i sit kontrolbud fra det regionsejede vaskeri midtVask.

Prisen i kontrolbuddet er udregnet af en ekstern revisor (PWC) og kvalitetssikret af advokatfirmaet Bech Bruun, og medregner udgifter til husleje, lyse, varme, administration og alle andre "grundudgifter".

- Vi har haft stort fokus på, at kontrolbuddet er udarbejdet korrekt efter kontrolbudsbekendtgørelsen. Vi hverken vil, kan eller må favorisere bestemte virksomheder, som det bliver antydet i jeres brev, at regionen har gjort, skriver Anders Kühnau i sit svar til LO og 3F.

- Dette udbud følger udbudsreglerne og er lavet for at få løst en konkret opgave bedst og billigst. Og resultatet viser, at Region Midtjylland kommer til at spare rigtig mange penge – 65 mio. kr. over en 8-årig periode.

- Det er mit håb, at vi nu kan begynde at se fremad. Vi siger tak for et godt og konstruktivt samarbejde med Jysk Linnedservice A/S igennem mange år, og jeg håber det bedste for de personer, der nu skal finde nyt arbejde, skriver Anders Kühnau.

Et enigt regionsråd godkendte den 31. januar 2018 resultatet af vaskeriudbuddet.

Læs det åbne brev her

Læs hele svaret her