22.05.2018

Sundhed bliver vendt og drejet når politikere fra region, kommuner og praktiserende læger i den kommende tid begynder at prioritere sig frem til indholdet i en ny sundhedsaftale, der sætter retning for udvikling af nære og sammenhængende sundhedstilbud i Region Midtjylland.

Alle borgere har krav på et sundhedsvæsen der fungerer og taler sammen. Med aftaler om hvor sundhedsvæsenet skal gøre en ekstra indsats, sætter praktiserende læger, kommuner og region fælles retning på opgaverne.

Tirsdag sender Sundhedskoordinationsudvalget i Region Midtjylland et idé- og debatoplæg til ny sundhedsaftale ud til mere end 200 regionale og kommunale politikere og praktiserende læger. Idé- og debatoplægget skal danne baggrund for en bred politisk drøftelse af visioner og indhold i den næste sundhedsaftale for 1,3 mio. borgere.

Oplægget sætter særligt tre emner til debat:

  • Forebyggelse – i første omgang med fokus på at få rygerne til at lægge tobakken væk
  • Ældre – særligt om akut syge ældre borgere og indlæggelser der kan undgås
  • Psykiatri i nærmiljøet – især om at forskellige aktører arbejder i samme retning

- Jeg synes jo det hele er spændende, siger sundhedskoordinationsudvalgets formand, regionsrådsmedlem Henrik Fjeldgaard (S).

- Men hvis jeg skal fremhæve en enkelt ting, så tænker jeg, at sundhedsvæsenet skylder akut syge ældre mennesker at finde frem til en fælles opskrift på mere tryghed og endnu bedre behandling. Og helst på en måde, der griber så lidt ind i hverdagen, som muligt, siger Henrik Fjeldgaard.

Næstformand og borgmester i Ikast-Brande Kommune Ib Lauritsen (V), peger på et løft til lokale psykiatriske tilbud.

- Flere borgere rammes af psykiske lidelser. Den enkeltes hverdagsliv spiller en afgørende rolle, både når man skal komme sig og leve et godt liv med en psykisk lidelse, og når psykiske lidelser skal forebygges. En fælles retning for udviklingen af den nære psykiatri på tværs af kommuner, region og almen praksis er derfor helt afgørende, siger Ib Lauritsen.

Den sundhedsaftale som politikere og læger tirsdag tager fat på, kommer til at gælde fra 2019 til 2022.

Flere oplysninger