16.05.2018

Aarhus Universitet, Region Midtjylland, Aarhus Kommune og repræsentanter fra erhvervslivet søsætter i samarbejde med det amerikanske eliteuniversitet Massachusetts Institute of Technology (MIT) et toårigt projekt, der skal styrke innovation, iværksætteri og vækst i regionen - og i resten af Danmark.

Det er første gang, at Danmark deltager med en region i Massachusetts Institute of Technology’s (MIT) Regional Entrepreneurship Acceleration Program forkortet REAP. Det prestigefyldte amerikanske eliteuniversitet har netop offentliggjort ni nye regioner på verdensplan til at deltage i REAP - og blandt disse er et bredt samarbejde i det midtjyske.  

Region Midtjylland har meget store ambitioner i samspillet mellem erhvervsfremme, forskning og innovation, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at vi har koblet vores udviklingsstrategi med de globale samfundsudfordringer og FN’s Verdensmål. Det kræver internationalt perspektiv, og derfor har det enormt stor værdi, at vi i REAP-programmet kan arbejde sammen med og lære af de bedste regioner i verden, når det kommer til at samle virksomheder, vidensinstitutioner og offentlige parter om at skabe gode vækstrammer, siger Jacob Stengaard Madsen, regionsdirektør i Region Midtjylland.

Udvælgelsen af Region Midtjylland sker efter en længere ansøgningsproces, hvor regionen er blevet udvalgt sammen med otte andre regioner i blandt andet Norge, Kina, USA og Australien til et toårigt samarbejde med MIT.

Deltagelsen i REAP skal styrke innovation, iværksætteri og vækst i såvel regionen som resten af Danmark. Deltagelsen indebærer nedsættelsen af et såkaldt REAP Team, der består af ledende medarbejdere fra Aarhus Universitet, Region Midtjylland, Aarhus Kommune, Grundfos, start-up virksomheden UNSILO og Færchfonden. Gruppens formandskab deles af rektor på Aarhus Universitet Brian Bech Nielsen og regionsdirektør i Region Midtjylland Jacob Stengaard Madsen.

De involverede i projektet skal over den toårige periode igennem et program, planlagt af MIT, hvor der laves en undersøgelse af regionens styrkepositioner inden for innovation og iværksætteri. På baggrund af den udformes en strategi for at udvikle styrkepositionerne, som siden implementeres af projektets parter.

Samarbejdet i Midtjylland starter fra juli 2018, hvor arbejdet med at undersøge regionens styrkepositioner og målene for projektet sættes i gang. REAP Teamet mødes i oktober på MIT med deltagere fra de andre otte regioner.

Medlemmerne af REAP-teamet udtaler:

- Aarhus Universitet har en klar ambition om at øge samarbejdet med erhvervslivet - herunder at styrke innovation, iværksætteri og vækst i vores region. REAP er en god mulighed for at gøre broen mellem forskning, uddannelse og erhvervsliv endnu stærkere. At et stærkt universitet som MIT er med i samarbejdet, gør kun projektet endnu mere spændende, siger rektor Brian Bech Nielsen fra Aarhus Universitet.

- Region Midtjylland har meget store ambitioner i samspillet mellem erhvervsfremme, forskning og innovation, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at vi har koblet vores udviklingsstrategi med de globale samfundsudfordringer og FN’s Verdensmål. Det kræver internationalt perspektiv, og derfor har det enormt stor værdi, at vi i REAP-programmet kan arbejde sammen med og lære af de bedste regioner i verden, når det kommer til at samle virksomheder, vidensinstitutioner og offentlige parter om at skabe gode vækstrammer, siger Jacob Stengaard Madsen, regionsdirektør i Region Midtjylland.

- Jeg er på Aarhus’ vegne utrolig glad for, at vi sammen med Region Midtjylland gennem MIT REAP kan få adgang til den nyeste viden i arbejdet med udviklingen af erhvervsvirksomhederne i Østjylland, siger Niels Højberg, stadsdirektør i Aarhus Kommune. 

- Efter at have været en del af vækstforum for Region Midtjylland i mange år, har jeg set potentialet i et stærkt samspil mellem virksomheder, uddannelsesinstitutioner og det offentlige. Jeg er med i REAP for at se, hvordan vi kan gøre dette samspil endnu mere frugtbart til gavn for vor region, siger Lars Aagaard, non-executive vice president i Grundfos. 

- Der tales meget om Silicon Valley modellen og hvad resten af verden kan lære af den. Jeg ser frem til at bidrage til REAP projektet med mine personlige erfaringer som entreprenør i både Danmark og Silicon Valley, siger Mads Rydahl, der er grundlægger og chief visionary officer i start-up-virksomheden UNSILO.

- I Færch & Co er vi glade for at yde støtte til og være en del af MIT REAP-samarbejdet, der er en fantastisk mulighed for at få internationalt input og erfaring til styrke samarbejdet om at skabe innovation og vækst i regionen til gavn for dens borgere, siger Lone Færch bestyrelsesformand i Færch og Co.

Læs MITs pressemeddelelse om REAP her

REAP i Region Midtjylland

I Region Midtjylland skal REAP fokusere særligt på følgende områder:

  • Styrke sammenhængskraft og fælles forståelse mellem de centrale aktører i regionens økosystem for iværksætteri og innovation  
  • Fastholdelse og tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft
  • Etablerede virksomheder skal spille en større rolle for udviklingen af innovative iværksættere
  • Øget tiltrækning af tålmodig risikovillig kapital
  • Øget internationalisering og fokus på infrastruktur 

Medlemmer af Region Midtjyllands REAP team:  

  • Brian Bech Nielsen, rektor på Aarhus Universitet
  • Jacob Stengaard Madsen, regionsdirektør i Region Midtjylland
  • Niels Højberg, stadsdirektør i Aarhus Kommune
  • Lars Aagaard, non-executive Vice President i Grundfos
  • Mads Rydahl, grundlægger & Chief Visionary Officer i UNSILO
  • Lone Færch, bestyrelsesformand i Færch og Co.
  • John Westensee, vicedirektør på Aarhus Universitet
  • Lars Frølund, Development Manager AU & Research Affiliate, MIT Innovation Initiative