Bag EpiShuttle'n står fra venstre Stefan Schousboe, ledende overlæge Præhospitalet, Lars Østergaard og Merete Storgaard, begge ledende overlæger på Infektionssygdomme AUH, beredskabskonsulent Nis Ellermand, Præhospitalet, Tobias Webber, lægeassistent i Præhospitalet og Joans Quistgaard, koordinator og lægesekretær i Præhospitalet.

20.12.2019

Præhospitalet i Region Midtjylland har købt to isolationsenheder, EpiShuttle, der skal bruges til at flytte patienter med symptomer på særligt alvorlige smitsomme sygdomme som f.eks. SARS, MERS, Ebola og lungepest.

EpiShuttle er et medicinsk isolations- og transportsystem, som er designet til at sikre optimal sikkerhed ved transport af patienter særligt alvorlige smitsomme sygdomme.

Styrket beredskab

I 2018 fik Region Midtjylland ansvaret for transport og behandling af patienter med særligt alvorlige smitsomme sygdomme i den vestlige del af Danmark. De nyindkøbte isolationsenheder skal til styrke beredskabet og bruges, når patienter skal transporteres fra Region Nordjylland, Region Syddanmark og Region Midtjylland til behandling på Aarhus Universitetshospital.

- EpiShuttle øger sikkerheden ved at indkapsle og isolere smitte-, kontaminering- og forureningsfarer når vi håndterer patienter med særligt alvorlige smitsomme sygdomme, siger leder af afdelingen for sundhedsberedskab i Præhospitalet, Bo Elbæk. Han vurderer, at det nye udstyr får en væsentlig positiv effekt på arbejdsmiljøet for reddere, sygeplejersker og læger.

Internationalt niveau

Som nævnt er det Præhospitalet der har ansvaret for behandling og transport og Infektionssygdomme, mens Aarhus Universitetshospital har ansvar for behandling.

Præhospitalet og Infektionssygdomme, Aarhus Universitetshospital løser derfor en fælles opgave i forhold til at etablere og udvikle et vestdansk kompetence- og uddannelsescenter for håndtering og transport af patienter med særligt alvorlige smitsomme sygdomme. 

- Ved at bruge en EpiShuttle løfter vi sikkerheden i transportopgaven til et internationalt niveau. Vi sikrer, at smittefaren bliver indkapslet allerede ved afhentning af patienten og forbliver sådan, indtil patienten er anbragt på en isolationsstue på Infektionssygdomme, Aarhus Universitetshospital, siger Stefan Schousboe, der er ledende overlæge på AMK-vagtcentralen på Præhospitalet.

Investering i fremtiden

- Præhospitalets investering i fremtidens transport af denne særlige patientgruppe er en væsentlig forbedring af både patientsikkerhed og arbejdsmiljø, siger Lars Østergaard, ledende overlæge på Infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital. 

Betjening af EpiShuttle kommer nu til at indgå i uddannelsen af personale, der skal håndtere patienter med særligt alvorlige smitsomme sygdomme.

Præhospitalet forventer at tage EpiShuttle i brug i løbet af 2020.

Flere oplysninger

  • Stefan Schousboe, ledende overlæge, AMK-vagtcentralen, Præhospitalet, tlf. 2498 1257
  • Lars Østergaard, ledende overlæge, Infektionssygdomme, Aarhus Universitetshospital, tlf. 5151 3140