19.03.2019

Fra 1. april og frem til ca. 1. november bliver hospitalsdirektør Lisbeth Holsteen Jessen, Regionshospitalet Horsens, konstitueret koncerndirektør i Region Midtjylland.

Forretningsudvalget i Region Midtjylland har i dag konstitueret Lisbeth Holsteen Jessen som koncerndirektør med særligt ansvar for psykiatri- og socialområdet, praksisområdet samt kommunesamarbejdet. Det sker i forlængelse af, at den nuværende koncerndirektør på området, Christian Boel, fratræder 31. marts for at blive regionsdirektør i Region Nordjylland.

Konstitueringen sker med forbehold for, at regionsrådet senere på måneden godkender beslutningen.

- Jeg glæder mig over, at Lisbeth Holsteen Jessen har takket ja til i en periode at løfte opgaver i direktionen. Med Lisbeth får vi erfaren leder, der har et godt kendskab til indholdet i stillingen. Jeg er sikker på, at både psykiatri- og socialområdet, praksisområdet samt kommunesamarbejdet vil være i gode hænder hos hende, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Stillingen som koncerndirektør vil blive slået op i løbet af august.

 

Flere oplysninger

Lisbeth-Holsteen-Jessen_square_1024.png

Foto af Lisbeth Holsteen Jessen kan bruges ved omtale af denne nyhed. Tryk på billedet, for at se det i en større udgave. Foto: Niels Åge Skovbo.