06.11.2019

Nu bliver det lettere at finde vej på Regionshospitalet Hammel Neurocenter. Alle adgangsveje til, fra og rundt på neurocentret er blevet endevendt, og det har resulteret i en ny "finde vej-løsning", der nu ser dagens lys.

Du kan med fordel parkere din bil på P1, gå ind af indgang A, tag elevator A til etage 3 og følg så skiltning til Sengeafsnit 3. Sådan lyder et eksempel på den beskrivelse, patienter og pårørende skal følge, når de skal finde vej på neurocentret.

Den 18. november træder den nye finde vej-løsning i kraft, og den gælder for neurocentret i Hammel. Det betyder blandt andet, at neurocentret får nye adresser i Hammel. For eksempel får alle indgange nye bogstaver.

- Det er vigtigt at være opmærksom på de nye adresser, hvis man navigerer til neurocentret med GPS. På den måde sikrer vi, at vores patienter og pårørende kommer ind ad den rigtige indgang og hjælper dem bedst muligt, siger hospitalsdirektør Thomas Balle Kristensen fra Hospitalsenhed Midt, som Hammel Neurocenter er en del af.

Tal, bogstaver og farver guider patienter og pårørende

De nye adresser indeholder nye bogstaver for indgangene på neurocentret. Bogstaverne pryder både indgangsdøre og elevatorer/trapper ved indgangene. Det betyder, at elevatoren/trappen ved indgang A også hedder A.

Samtidig har elevatorerne/trapperne fået hver deres farve, som understøtter det nye system. Det er således både muligt at guide mod bogstaver og farver.

Der ligger et stort arbejde bag den nye finde vej-løsning, som er en del af et fælles koncept for hele Hospitalsenhed Midt. Konceptet bliver løbende rullet ud på alle fire matrikler i hospitalsenheden. Formålet med det er at hjælpe patienter og pårørende, så det er lettere for dem at finde vej.

Bedre hjælp til at finde vej

Målet er at guide patienter og pårørende den kortest mulige vej, når de eksempelvis skal finde frem til et afsnit eller en klinik på neurocentret.

- Vi ønsker at hjælpe vores patienter og pårørende, så de lettest muligt finder rundt på neurocentret. Det kan skabe unødig frustration, hvis man farer vild på et hospital. Det vil vi gerne undgå, og derfor har vi gjort os umage for at hjælpe patienter og pårørende bedst muligt med vores nye skiltning, fortæller kommunikations- og sekretariatschef Kristine Stange fra Hospitalsenhed Midt.

Det er særligt vigtigt for patienter, der har en tid til at få taget en blodprøve eller en CT-skanning på neurocentret i Hammel, da der er et stort flow af patienter igennem de to områder.

Store forandringer udenfor

Den nye måde at finde vej på bliver markeret med nye skilte både ude og inde på Hammel Neurocenter. Uden for bliver der opsat 3 meter høje skilte med lys, der markerer alle indgange til neurocentret.

Generelt er skiltningen blevet gennemgået fra ende til anden. Nye skilte erstatter nu de gamle skilte, og den 18. november ventes arbejdet at være i mål, når de nye adresser træder i kraft.

Der er ingen ændringer i forhold til parkeringsområderne. Dog har neurocentret fået et nyt parkeringsområde lige over for indgangen til CT-skanning, der nu kommer til at hedde indgang C, hvor patienter, der skal skannes, med fordel kan parkere.

Yderligere oplysninger

  • Kommunikations- og sekretariatschef Kristine Stange: 5183 6020

Find vej HN_elevator B.jpg

Find vej HN_C.jpg

Find vej HN_B.jpg

Fotos: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt