03.10.2019

Marianne Renberg tiltræder 1. november som ny oversygeplejerske i Akutafdelingen. Hendes ambition er at fortsætte den positive udvikling af afdelingen med fokus på et tæt samarbejde om de akutte patienter mellem kolleger på tværs af hospitalet og øvrige sektorer.

Marianne Renberg er i dag afdelingssygeplejerske i Intensiv Øst på Aarhus Universitetshospital. Hun kommer med godt 10 års erfaring som afdelingssygeplejerske fra det intensive speciale, når hun 1. november tiltræder som ny oversygeplejerske i Akutafdelingen på Regionshospitalet Randers. Her skal hun sammen med ledende overlæge Christian Skjærbæk stå i spidsen for ca. 150 medarbejdere, der tager sig af godt 40.000 akutte patientforløb om året.

- Jeg ser frem til at beskæftige mig med et nyt speciale – og til at møde medarbejderne i Akutafdelingen. Vi skal sammen fortsætte arbejdet med at sikre de akutte patienter det bedst mulige forløb i et nært samarbejde mellem hospitalets øvrige afdelinger, kommuner og praktiserende læger. Jeg vil arbejde på at udbygge vores relationer til samarbejdspartnerne, så vi også fremover kan sikre fællesskab i behandling af de akutte syge patienter, siger Marianne Renberg.

Samarbejde for det sammenhængende patientforløb

Den nye oversygeplejerske har erfaring med at lede medarbejdere gennem større omstillinger og opbygge samarbejde på tværs af mange afdelinger fra sit arbejde på Aarhus Universitetshospital.

- Jeg har god erfaring med at lede medarbejdere på tværs af specialer og til at stå i spidsen for forandringer. Min tilgang er baseret på åbenhed og dialog, og jeg tror på, at vi med gode relationer til hinanden på tværs af fagligheder kan finde løsninger i fælleskab, der både sikrer patienten en god sammenhængende behandling og skaber et godt arbejdsmiljø for alle, siger Marianne Renberg.

Marianne Renberg vil som oversygeplejerske have fokus på udvikling og uddannelse af medarbejderne i Akutafdelingen – tiltag, der kan bidrage til at skabe et godt arbejdsmiljø og attraktiv arbejdsplads.

Leder med stort overblik og drive

- Marianne kommer med god ledelsesmæssig erfaring, stort overblik og drive for at videreudvikle Akutafdelingen i tæt samarbejde med ledende overlæge Christian Skjærbæk. Hun har en åben og inddragende ledelsesstil, hvilket har stor betydning i det fortsatte arbejde med at udvikle afdelingen og sikre et godt samarbejde på tværs af hospitalet og sektorer. Vi ser frem til at byde hende velkommen, siger Marianne Jensen, sygeplejefaglig direktør på vegne af hospitalsledelsen.

Marianne Renberg er 53 år, og bor i Risskov med sin familie.

Yderligere oplysninger

  • Marianne Jensen, sygeplejefaglig direktør, tlf.: 4071 6438
  • Marianne Renberg, ny oversygeplejerske, tlf.:3063 8260

Marianne Renberg kommer fra en stilling som afdelingssygeplejerske i Intensiv Øst på Aarhus Universitetshospital. I Akutafdelingen på Regionshospitalet Randers skal hun sammen med ledende overlæge Christian Skjærbæk stå i spidsen for ca. 150 medarbejdere, der tager sig af godt 40.000 akutte patientforløb om året. Foto: Helle Brandstrup Larsen