17.12.2020

Så snart vaccinen når frem, åbner Region Midtjylland syv vaccinationscentre. Centrene får adresse i de byer, hvor der allerede findes COVID-19 testcentre; Aarhus, Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg, Herning og Holstebro.

Lokaler er fundet, lejekontrakter er indgået, og håndværkere og teknikere er i fuld gang med at indrette. I næste uge er syv nye vaccinationscentre i Region Midtjylland klar til opstart, så snart vaccinen ankommer.

-  Det er helt fantastisk, at vi lige om lidt er klar til at vaccinere de første borgere mod COVID-19. Det er virkelig en længe ønsket gave, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Syv vaccinationscentre

De nye vaccinationsentre åbner i:

  • Aarhus - pier 3, Hveens gade 4, 8000 Aarhus C (Molslinjens tidl. administrationsbygning)
  • Randers - Kirketerpsvej 5, 8930 Randers (Tidl. fodterapeutskole)
  • Horsens - Fuglevangsvej 61, 8700 Horsens
  • Holstebro - Døesvej 54, 7500 Holstebro (Tidl. folkeskole)
  • Viborg Vinkelvej 20, 8800 Viborg (Tidl. Handelsskole)
  • Silkeborg - Stævnepladsen, Helsinkivej 3, 8600 Silkeborg
  • Herning - Godsbanevej 7, 7400 Herning

Vaccinecentrene bliver opbygget i de samme byer som huser testcentre, men vaccination og test kan typisk ikke ske på samme adresse.

- Der er i forvejen fuld damp på testcentrene og de fleste steder er der simpelthen ikke plads til flere mennesker. Derfor er der fundet ledige lokaler, hvor vi kan være, forklarer Anders Kühnau.

Undtagelsen er Viborg, hvor en tidligere handelsskole er nærmeste nabo til Testcenter Viborg.

Først stik til sårbare og personale

I første omgang forventes der at være vacciner til de mest sårbare borgere og udvalgt frontpersonale i sundhedsvæsnet. Senere følger flere vacciner og dermed bredere adgang til vaccination for alle interesserede.

Hvornår de nye vaccinecentre skal i gang med at vaccinere, afhænger blandet andet af mængden af vacciner, regionen modtager.

Sundhedsstyrelsen beskriver på sin hjemmeside, hvordan man skal forholde sig og hvordan f.eks. beboere på plejecentre og personale i sundhedsvæsenet bliver informeret, når de kan blive vaccineret. Vaccinerne fordeles efter befolkningstal og på samme tid til hele landet. 

Det er endnu ikke afklaret, hvor og hvornår de første danskere kan blive vaccineret.

Direkte besked


Når man får tilbudt vaccinen, får man også information om, hvornår man kan blive vaccineret, og om man selv skal bestille tid til vaccinationen.

Besøg Sundhedsstyrelsens hjemmeside https://www.sst.dk/da/Nyheder/2020/De-foerste-vacciner-er-paa-vej-og-planerne-for-den-indledende-vaccinationsindsats-er-paa-plads

Flere oplysninger