Regionsrådet er i dag orienteret om, at Hospitalsenheden Vest har foretaget et review af rådgiver– og byggeorganisationen på byggepladsen i Gødstrup.

På den baggrund er det besluttet, at hospitalet i Gødstrup gøres endeligt færdigt uden byggeriets totalrådgiver på etape 1, CuraVita.

Ændringen i byggeorganisationen sker ud fra et behov for at få større tydelighed og en mere effektiv varetagelse af opgaverne i byggeorganisationen. Samtidigt har der også været et hensyn til økonomien i den resterende og afsluttende del af byggeprojektet.

Region Midtjylland og CuraVita DNV I/S har kørt parløb siden projektets start. De to parter indgik i december 2019 en tillægsaftale, der omfatter de ydelser, som er afhængige af den forlængede byggetid. Aftalen blev indgået i forventning om at byggeriet af etape 1 kunne afsluttes 30. juni 2020 jævnfør byggeledelsens arbejdstidsplan.

 

Dette er ikke længere muligt.

 

Region Midtjylland og Hospitalsenheden Vest har ønsket at samle opgaverne på færre aktører og har derfor indgået en aftale med ingeniørfirmaet Rambøll A/S om også at varetage de opgaver, der er knyttet til rådgivningsleverancerne for den sidste del af byggeriet. Det betyder, at byggeledelsen af de forskellige entreprenører samt kvalitetssikringen af de forskellige færdiggjorte entrepriser dermed er samlet ét sted.

 

Det er nu forventningen, at de sidste byggeentrepriser er afleveret med udgangen af december 2020, og at indregulering og test af tekniske anlæg kan afsluttes i februar 2021.

Regionsrådet vil i efteråret 2020 få en status for den planlagte flytning og de afledte økonomiske konsekvenser af forsinkelserne på byggepladsen

Yderligere oplysninger

  • Hospitalsdirektør Poul Michaelsen, tlf. 2137 5007
  • Projektdirektør Carsten Kronborg, tlf. 2343 6556