16.11.200

Tirsdag den 17. november om aftenen fejrer Aarhus Universitetshospital for tidligt fødte børn og viser støtte til deres familier ved at gøre helikopterlandingsplatformen lilla

Det kan være en voldsom oplevelse at få et for tidligt født barn. Derfor markeres Verdens Præmaturdag tirsdag den 17. november ved, at større bygninger over hele verden om aftenen bliver badet i lilla lys til ære for de børn, som fødes for tidligt. I år falder dagen sammen med, at lille Mads fylder fire uger, efter han kom til verden på AUH i 25. graviditetsuge.

- Vi har udviklet en tradition for at markere Præmaturdagen sammen med hospitaler og organisationer verden over, og vi viser på den måde også vores støtte til forældre og familier, for hvem den tidlige fødsel har været en stor belastning og bekymring, siger overlæge Jesper Padkær Petersen på Aarhus Universitetshospital.

Tidligere var der en betydelig risiko for død og svære handicap, hvis et barn blev født for tidligt, men i løbet af de seneste 20 år er behandlingsmulighederne blevet meget bedre. I dag overlever de fleste af børnene, og selv om børn født før tiden har en øget risiko for blandt andet udviklingsforstyrrelser og indlæringsvanskeligheder, så klarer de fleste sig på lige fod med andre børn.

AUH tilbyder højt specialiseret behandling og skånsom pleje til for tidligt fødte børn

Ét af de for tidligt fødte børn, som hospitalet fejrer den 17. november er Mads, som fylder fire uger på Verdens Præmaturdag.

Mads's mor Anne Holm sætter pris på omgivelserne for hende og den lille Mads:

- Jeg er så glad for den hjælp og støtte jeg får fra eksperter i lige præcis børn som min søn. Personalet er meget kompetente, og jeg føler mig helt tryg. Her er både fokus på, hvordan Mads har det, og hvad jeg går igennem som mor til ham. Stemningen er rolig og nærmest hjemlig, her er intet skarpt lys eller høje lyde, og alle taler med dæmpede stemmer.

Sygeplejerske Rikke Schultz Jørgensen fortæller om at arbejdet på Nyfødt- og Børneintensivt Afsnit:

- Det er utroligt givende at kunne vejlede forældre, som pludselig står ret uforberedte med det lille nye liv. Vi kan give dem konkrete råd og redskaber som for eksempel, at det for tidligt fødte barns nervesystem ikke er tilstrækkeligt udviklet til, at det kan lide at blive nusset. De vil hellere holdes fast om. Selv de meget tidligt fødte børn giver tegn, hvis de bliver overstimulerede: Det kan være, at de gaber eller trækker sig lidt ind i sig selv. Så skal de have ro.

For tidligt fødte børn har brug for en helt særlig individuel og udviklingstilpasset pleje. Derfor bruger afdelingen for Børn og Unge på Aarhus Universitetshospital en særlig NIDCAP-metode (Newborn Individualized Developmental Care Assessment Program) til de for tidligt fødte børn.

NIDCAP-metoden bygger på et tæt samarbejde mellem familie og personale. Centralt er arbejdet med forståelsen af det enkelte barns signaler, behov, styrker og udfordringer.

- Med NIDCAP-principperne skabes et roligt og støttende miljø. Der er fokus på familieintegration for at fremme barnets udvikling og vækst, siger Majken Grund, der er afdelingssygeplejerske på Børn og Unge på Aarhus Universitetshospital.

Fakta om NIDCAP

  • NIDCAP er en forkortelse af Newborn Individualized Developmental Care and Assessment Program. Siden 2015 har det danske nationale NIDCAP-træningscenter ligget i Aarhus under Aarhus Universitetshospital og Universitet.
  • NIDCAP-principperne til børn født for tidligt benyttes på hospitaler i hele Danmark. Dansk NIDCAP trænings- og udviklingscenter på Aarhus Universitetshospital udbyder kurserne og uddannelsen indenfor NIDCAP og FINE (Family Infant Neuro-development Education), samt efterfølgende sparring, råd og vejledning.
  • Nyfødt Intensiv på Aarhus Universitetshospital arbejder fokuseret med både den daglige brug og den løbende udvikling af NIDCAP-principperne. Afsnittet behandler for tidlig fødte og syge nyfødte med behov for højt specialiseret behandling fra hele regionen og har flere højtspecialiserede landsdelsfunktioner.
  • Læs mere om Dansk NIDCAP trænings- og udviklingscenter på nidcap.auh.dk

Fakta om præmature børn

  • Godt 6 % af alle børn i Danmark fødes før tiden (før graviditeten har varet 37 fulde uger). Det svarer til ca. 4000 børn/år eller 1-2 børn i hver skoleklasse.
  • De fleste (3.200) er født let til moderat for tidligt (i 32.-36. graviditetsuge), omkring 600 er født meget for tidligt (før uge 32), og heraf er ca. 200 børn per år født ekstremt for tidligt (før uge 28).
  • Langt de fleste for tidligt fødte børn overlever, men dødeligheden og risikoen for alvorlige handicap er stor hos de ekstremt for tidligt fødte.
  • Børn født før tiden har en øget risiko for udviklingsmæssige problemer, men langt de fleste er raske. Selv blandt de børn, der har problemer, er almindelig skolegang og et selvstændigt voksenliv det mest almindelige.

Yderligere information

  • Overlæge Jesper Padkær Petersen, Nyfødt- og Børneintensivt Afsnit på Aarhus Universitetshospital, mobil 3071 5171 eller mail jesppete@rm.dk.
  • Centerledelsen for Dansk NIDCAP trænings- og udviklingscenter på Aarhus Universitetshospital Majken Grund, afdelingssygeplejerske, Børn og Unge, Aarhus Universitetshospital, mobil 21 49 51 52 eller mail majkniel@rm.dk

Mads er født for tidligt og derfor indlagt på afsnittet Nyfødt Intensiv på Aarhus Universitetshospital, hvor sygeplejerske Rikke Schultz Jørgensen (tv) hjælper hans mor Anne Holm. Foto: Tonny Foghmar, Aarhus Universitetshospital.