01.12.2021

På baggrund af det store pres, som sundhedsvæsenet oplever, har regionsrådet besluttet en 360°-plan, der skal støtte regionens sundhedstilbud igennem vinteren.

Regionsrådet vedtog onsdag en plan for, hvordan Region Midtjyllands sundhedsvæsen kommer godt og sikkert igennem årets kolde og fugtige måneder, hvor infektionssygdomme udbredes og skaber yderligere belastning, samtidig med at der er mange akutte patienter og personalesituationen er udfordret.

Bredde i løsningerne

Efter vedtagelsen i dag skal regionsansatte bl.a. sammen med praksislæger og kommuner finde frem til flere fælles indsatser og udbrede dem, der fungerer særligt godt.

- Det er klart for alle, at der ikke findes ét quick-fix der rydder presset på sundhedsvæsnet af vejen. Derfor går vi systematisk til værks med en plan, der når hele vejen rundt om sundhedsopgaverne i Region Midtjylland, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Ved at angribe problemerne fra mange sider og involvere ledere, personale og samarbejdspartnere bredt, mener regionsrådet, at løsningerne vil vise sig.

- Løsningerne ligger i den samlede viden, vilje og erfaring der findes blandt ledere og ansatte i hele sundhedsvæsenet. Det er regionsrådet ikke i tvivl om, siger Anders Kühnau.

Vifte af initiativer

360°-planen som regionsrådet har vedtaget, rummer blandt andet en vifte af små og store initiativer, der handler om personale.

For eksempel initiativer der sigter mod, at antallet af vagter kan fordeles mere bredt på flere medarbejdere. Der arbejdes også med at reducere administrative opgaver for de mange medarbejdere som er tættest på patienterne og ledere.

Målet for 360°-planen er bl.a. at bidrage til et godt arbejdsmiljø i hele sundhedsvæsenet. Den skal sikre rekruttering af personale på kort og lang sigt samt støtte håndteringen af den nuværende høje akutte aktivitet.

Støtten kan f.eks. bestå i at tilbyde patienter, der ellers ville have fået en akut behandling, en tid i et ambulatorium samme dag eller dagen efter. Et andet eksempel er patienter, der bliver henvist til akutafdelingen med henblik på indlæggelse, fordi en praktiserende læge bedømmer, at der er behov for en udredning. I mange tilfælde kan udredningen foregå i et ambulatorium, og behøver ikke belaste akutafdelingerne.

Udfordringer med rekruttering og fastholdelse af det ønskede personale gælder både for psykiatrien, socialområdet og somatikken. Psykiatrien har bl.a. på grund af lægesituationen allerede igangsat et omfattende program kaldet 'Robust Psykiatri' med henblik på at finde og implementere langsigtede løsninger. I forhold til udfordringerne på socialområdet arbejdes der også med en lang række initiativer bl.a. målrettet rekruttering, god introduktion og fastholdelse af medarbejdere.

Både stående politiske udvalg og regionsrådet følger 360°-planens udvikling og initiativer nøje.

 

Flere oplysninger