26.02.2021

Region Midtjylland modtager i denne og starten af næste uge i alt ca. 31.000 doser vaccine mod Covid-19. Vaccinationen af inviterede grupper fortsætter.

Region Midtjylland har 25. og 26. februar modtaget ca. 15.210 doser Pfizer og 5.500 doser Moderna vaccine mod Covid-19. I begyndelsen af uge 9 modtager regionen desuden 10.400 doser fra AstraZeneca.

Med i alt godt 31.000 doser fortsætter vaccinationen af inviterede borgere og medarbejdere i Region Midtjylland i uge 8 og 9.

Test af vaccinationskapacitet fredag 26. februar

Landets vaccinesteder skal sammen kunne vaccinere mere end 100.000 danskere dagligt, når leverancerne af vacciner rækker til opgaven.

Sundhedsstyrelsen har derfor bedt regionerne vaccinere så mange borgere som muligt fredag 26. februar, for at teste vaccinationsstedernes maksimale kapacitet.

- Hvert lille prik bringer Danmark nærmere en normal hverdag. Det er det, vi alle sammen længes efter. De mange medarbejdere, som arbejder for at få borgerne vaccineret, fortjener stor anerkendelse og ros, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

I Region Midtjylland har ca. 9.200 personer bestilt tid til vaccination fredag 26. februar. De bliver vaccineret i vaccinationscentrene i hhv. Aarhus, Randers, Horsens, Silkeborg, Viborg, Herning og Holstebro.

Det er ca. 6.700 flere, end de syv centre vaccinerede onsdag 24. februar.

Nye vaccinetider oprettes løbende

Alle borgere, der inviteres til vaccination, får direkte besked i e-boks eller via brev, hvis de er fritaget for digital post.

De målgrupper, der nu vaccineres, er borgere over 85 år, borgere i særlig risiko for et alvorligt forløb med Covid-19, udvalgte pårørende til borgere i særlig risiko, borgere over 65 år, der modtager både personlig pleje og praktisk hjælp, samt ansatte i region, kommuner,  praksis og sundhedspersonale i udvalgte dele af den private sektor.

Det vil sige målgrupperne 1, 2, 3, 4, 5 og 6.

Nogle borgere vil opleve, at de har fået en invitation til vaccination,  men ikke kan booke tid til en vaccination. De rådes til at være tålmodige og prøve igen på www.vacciner.dk.

Nye vaccinationstider oprettes løbende i takt med, at regionen får vaccinedoser leveret.

Hvor mange er vaccineret?

Ifølge Statens Serum Institut har 6,3 procent af borgerne i Region Midtjylland påbegyndt vaccinationen mod covid-19 (fået 1. stik) og 3,2 procent af borgerne er færdigvaccinerede.

Fakta

  • Region Midtjylland har 25. og 26. februar modtaget ca. 15.210 doser Pfizer, 5.500 doser Moderna og modtager i starten af uge 9 10.400 doser AstraZeneca vaccine mod Covid-19. Med i alt godt 31.000 doser fortsætter vaccinationen af de inviterede grupper.
  • Vaccinen fra AstraZeneca skal ifølge Sundhedsstyrelsen tilbydes ansatte under 65 år i region, kommuner, praksis og den private sundhedssektor
  • Region Midtjylland vaccinerer i uge 8 og 9
    - borgere over 85 år
    - borgere i særlig risiko for et alvorligt forløb med Covid-19
    - udvalgte pårørende til borgere i særlig risiko
    - borgere over 65 år, der modtager både personlig pleje og praktisk hjælp
    - ansatte i region, kommuner, praksis og sundhedspersonale i udvalgte dele af den private sektor
    (målgrupperne 1, 2, 3, 4, 5 og 6)
  • Inviterede borgere skal booke tid til vaccination på vacciner.dk.
    Hvordan står i den invitation, de modtagere i e-boks (eller som brev, hvis de er fritaget for digital-post)

Øvrig information

  • Se adresser på aktuelle vaccinationssteder her: https://www.rm.dk/om-os/aktuelt/corona/vaccination-mod-covid-19/
  • Find kort over aktuelle vaccinationssteder her: https://www.rm.dk/globalassets/foralle/faelles_blokke/corona/rm_kort_covid-19-vaccinationssteder.pdf

Kontakt