04.06.2021

Ombygningen af det tidligere regionshospital i Lemvig til Lemvig Sundhedshus er nu færdig, og husets nyrenoverede lokaler er taget i brug.

Sundhedshusets indretning og placeringen af funktioner afspejler husets vision om at være et mødested for sundhed og trivsel, hvor medarbejdere fra kommune, region og private sundhedsaktører arbejder sammen med kommunens borgere. Nytænkning og samarbejde på tværs af sektorer understøttes med bl.a. husråd, fælles personalestue, og møderum med videokonferenceudstyr med henblik på fx afprøvning af telemedicinske muligheder.

Ombygningen gik i gang i foråret 2020, og er gennemført i samarbejde med Lemvig Kommune som også opfører en helt ny kommunal tilbygning til sundhedshuset. Kommunens nye byggeri er efter planen færdig i første kvartal 2022, og der vil derfor fortsat være byggeaktivitet på grunden i et stykke tid endnu. Byggeaktiviteten medfører at der er færre parkeringspladser end normalt.

- Vi er glade for at kunne byde borgerne velkommen i flotte rammer. Processen med tæt samarbejde med Lemvig Kommune og de mange borgere, der deltog i borgermøder i 2019, har været spændende. Vi har fået mange gode input undervejs, som jeg gerne vil takke for her. Jeg glæder mig meget til at borgere og medarbejdere kan få glæde af de forbedrede faciliteter, som de selv har været med til at præge, siger Annette Roed (S), formand for Udvalg for Nære Sundhedstilbud i Region Midtjylland.

Sundhedshuset har de samme regionale funktioner som der indtil nu har været i det tidligere regionshospital, dvs. røntgen, blodprøvetagning, lægevagt, jordemoderklinik, akutlægebil, en almenmedicinsk klinik, Aktiv Patientstøtte og et hospitalsafsnit med specialiserede sengepladser under Regionshospitalet Hammel Neurocenter. Som noget nyt åbner desuden en akutklinik samtidig med at Regionshospitalet Gødstrup tages i brug.

Flere kommunale tilbud flytter ind

Sundhedshuset rummer også en række kommunale funktioner i form af genoptræning, sundhedsklinik og andre sundhedsfremmende- og -forebyggende tilbud, sårklinik og misbrugsrådgivning. Derudover har Center for Kommunikation også tilbud i Sundhedshuset.

Social- og Sundhedsudvalgets formand Gunnar Lisby Kjær glæder sig tilsvarende over første etape i renoveringen, af Lemvig Sundhedshus:

- Vi glæder os over at første etape af Lemvig Sundhedshus nu er en realitet, og at næste etape nemlig byggeriet af den nye fløj også er i fuld gang. Renoveringsarbejdet er afsluttet og vi glæder os over det fortrinlige samarbejde vi har, både om byggeriet, men ikke mindst til vores forventninger til det faglige samarbejde, som vil udvikle sundheden for alle i Lemvig Kommune. Regionale, private og kommunale sundhedstilbud findes under samme tag og nu glæder vi os meget til at borgerne får glæde af dette, siger Gunnar Lisby Kjær.

De kommunale funktioner er helt på plads i 2022, når byggeriet på sydsiden afsluttes, og når den kommunale hjemmepleje, ergoterapeuter og sygeplejen i Lemvigområdet flytter ind.

Endelig har huset tre private lægeklinikker. På sigt er det planen at også andre private sundhedsaktører kan leje sig ind i huset; aktuelt afventes dog en ny regional strategi for sundhedshuse. Desuden kan huset bruges af patientorganisationer, frivillige sundhedsinitiativer m.m.

Kontaktoplysninger (for pressen)

  • Annette Roed (S), formand for Udvalg for Nære Sundhedstilbud i Region Midtjylland, tlf. 53 84 94 40. annette.roed@rr.rm.dk
  • Gunnar Lisby Kjær (V), Social- og Sundhedsudvalgets formand, Lemvig Kommune, tlf. 4019 9529

Elise Hauge (fra v), sygeplejerske i røntgen, Inge Kjær Broe, bioanalytiker i Klinisk Biokemisk afdeling og Pia Møller, faglig koordinator i Lemvig Kommune, arbejder sammen om at hjælpe borgerne i Lemvig Sundhedshus. Foto: Søren Braad Andersen, Region Midtjylland