09.03.2021

I samarbejde med Aarhus Kommune styrker Region Midtjylland nu indsatsen for at teste borgere for corona. Med start i går mandag 8. marts er en mobil testenhed indsat i Hørning, Tranbjerg, Trige, Solbjerg, Skødstrup, Beder og Harlev efter en fast køreplan, så bilen kommer på samme ugedag i alle byer. 

Testen er en hurtigtest, hvor en vatpind føres ca. to cm ind i hvert næsebor, og man får svar på testen indenfor få minutter. 

Der er ingen tidsbestilling, man kan bare møde op. Det er muligt at teste 500 personer hver dag.  

Hurtigtest tilbydes til personer over 12 år. Børn under 15 år skal være i følge med en voksen. 

Testen udføres af personale fra Falck. 

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S), Region Midtjylland, siger:

- Testindsatsen er helt central for at vi kan opdage og bekæmpe smitten. Ved at gøre det så let som muligt for borgerne at blive testet, baner vi i sidste ende vej for yderligere genåbning af landet. Derfor har vi sikret, at langt de fleste borgere har ganske kort afstand til et teststed, mens ingen har mere end 20 km -  uanset hvor de bor i regionen. Det tilbud opfordrer jeg meget til, at man tager i mod. 

Muligheden for at få test i oplandsbyerne glæder borgmester i Aarhus Kommune Jacob Bundsgaard (S):

- Der har været meget stor velvilje fra mange aktører for at hjælpe med indsatsen. Flere steder kommer testen til at finde sted i den lokale sognegård, og andre steder i lokale samlingssteder, der er velkendte og bruges flittigt af lokale borgere. Jeg er meget glad for, at man uden tøven har åbnet dørene for indsatsen. Det vidner om samfundssind og aktivt medborgerskab.