28.09.2021

Nikolai Hoffmann-Petersen bliver ny ledende medicinsk overlæge i Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg. Han kommer med erfaring fra en af landets største medicinske afdelinger i Hospitalsenheden Vest.

- Med Nikolai får vi en meget kompetent og erfaren leder med en baggrund inden for både klinisk praksis, forskning og ledelse. Han har nærmest den perfekte erfaring til opgaven med at lede et så komplekst og vigtigt center. Samtidig er han et sympatisk menneske med god forståelse for Silkeborgs særlige rolle i det midtjyske sundhedsvæsen, og vi glæder os derfor meget til samarbejdet med ham, siger lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen.

Valget af Nikolai Hoffmann-Petersen som ny ledende medicinsk overlæge i Diagnostisk Center sker efter indstilling fra et enigt ansættelsesudvalg. 

Glæder sig til samarbejdet

Nikolai Hoffmann-Petersen er 45 år og speciallæge i både almen medicin og intern medicin (nyresygdomme) og har i forbindelse med sin Ph.D. forsket i telemedicin og måling af patienternes blodtryk i eget hjem. Aktuelt kommer han fra en stilling som ledende overlæge på Medicinsk Afdeling i Hospitalsenheden Vest – en af landets største medicinske afdelinger med 8 af 9 intern medicinske specialer. Her har han de seneste tre år stået i spidsen for afdelingens 115 læger og i alt 500 medarbejdere og har de seneste år blandt andet været med til at gennemføre fusion af de medicinske afdelinger i Herning og Holstebro og forberede flytningen til det nye hospital i Gødstrup.

Med jobskiftet bliver Nikolai Hoffmann-Petersen 1. december en del af Diagnostisk Centers centerledelse, som desuden består af konstitueret ledende radiologisk overlæge Niels Bang og oversygeplejerske Knirke Hartmann Thomsen. Pt er Bente Dam desuden tilknyttet som oversygeplejerske med særlige opgaver. 

- Jeg glæder mig til at blive en del af et stærkt center og være med til at udvikle nye og effektive patientforløb sammen med centrets medarbejdere og den øvrige centerledelse – og ikke mindst sammen med de praktiserende læger, kommunerne og vores kolleger på andre hospitaler, fortæller Nikolai Hoffmann-Petersen.

Udvikling til gavn for flere

Diagnostisk Center er en del af Regionshospitalet Silkeborg, som sammen med regionshospitalerne i Viborg, Skive og Hammel udgør Hospitalsenhed Midt. På Diagnostisk Center er de interne medicinske specialer og radiologien samlet i ét fælles center med fokus på at udvikle effektive patientforløb af høj kvalitet. Det seneste år har Region Midtjylland gennem en større inddragelsesproces udarbejdet en ny udviklingsplan for hospitalet i Silkeborg. Og netop Diagnostisk Centers rolle som en del af regionens udviklingshospital ligger den nye ledende medicinske overlæge på sinde.

- Når den endelige udviklingsplan er vedtaget, skal vi selvfølgelig se på, hvordan vi kan få den foldet bedst muligt ud i hverdagen på Diagnostisk Center. Og vi skal sikre, at de nye ideer, effektive patientforløb og interessante forskningsresultater kommer patienterne til gavn både i Silkeborg og andre steder i regionen, så vi kan leve op til de visioner, politikerne har for hospitalet, siger Nikolai Hoffmann-Petersen.

Nikolai Hoffmann-Petersen bor sammen med sin hustru og deres fem børn i Hadsten.

Yderligere oplysninger:

  • Lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen, Hospitalsenhed Midt, tlf. 30911341
  • Ledende overlæge Nikolai Hoffmann-Petersen, tlf. 2946 4510

 

 

Nikolai Hoffmann-Petersen tiltræder 1. december som ny ledende overlæge på Diagnostisk Center i Silkeborg. Foto: Søren Braad Andersen, Hospitalsenheden Vest