Der bliver lavet justeringer for 41,2 mio. kroner i de regionale busruter i sommerkøreplanen 2023.

21.12.2022

Der bliver lavet justeringer for 41,2 mio. kroner i de regionale busruter i sommerkøreplanen 2023. Fire busruter mister helt eller delvist regionalt tilskud. Langt hovedparten af ruterne bevares og tilpasningen sikrer transportmulighed til uddannelse og job.

Et enigt regionsråd sikrer nu økonomien i den regionale kollektive transport ved at fjerne busture for 41,2 mio. kroner. Det er nødvendigt, fordi ekstremt høje energipriser kombineret med lave billetindtægter betyder, at regionen får mindre trafik for pengene. Det har skabt store underskud både i år og næste år.

Det er med den nu vedtagne tilpasning i høj grad lykkedes at bevare transportmuligheder for uddannelsessøgende og pendlere morgen og eftermiddag. Til gengæld rammes lavt benyttede busture midt på dagen hårdt. I alt berøres 35 busruter. Fire af dem mister helt eller delvist det regionale tilskud. Samtidig overtager regionen finansieringen af to eksisterende ruter for at sikre mulighed for transport af uddannelsessøgende på tværs af kommunegrænser.

- Det er ikke nogen nem opgave at skulle foretage besparelser på et område, der spiller en vigtig rolle i mange menneskers liv. Desværre står vi som samfund i en situation, hvor der ikke er nogen vej uden om tilpasninger. I den sammenhæng glæder jeg mig over, at langt hovedparten af ruterne opretholdes, selv om det mange steder bliver med færre afgange, og at vi i høj grad bevarer muligheden for at komme til og fra job og uddannelse med kollektiv transport i Region Midtjylland, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Grundig proces

Forud for regionsrådets beslutning ligger en lang proces for at skabe balance i økonomien. Regionen har afholdt tre udendørs offentlige dialogmøder, ligesom udvalget for Regional Udvikling har afholdt møder med alle berørte kommuner for at sikre kendskab til de lokale forhold. Derudover har regionen fået flere henvendelser fra og været i dialog med både borgere og uddannelsesinstitutioner.

- Overordnet set har vi haft en meget konstruktiv dialog om den udfordring vi står med på mobilitetsområdet. Det betyder også, at der er fundet løsninger på de fleste af de konkrete ting, kommunerne har peget på. Der vil nu desværre være borgere, der oplever et dårligere serviceniveau, men vi opretholder altså hovedparten af ruterne og muligheden for at pendle. Samtidig sikrer vi, at der stadig er et rutenet af busser at bygge på, når vi i de kommende år skal udvikle den kollektive trafik, siger udvalgsformand for Regional Udvikling, Bent B. Graversen (V).

Kollektiv trafik ændrer form

Med vedtagelsen af kataloget over tilpasninger, anmoder regionen nu Midttrafik om at igangsætte arbejdet med at få tilpasningen ind i den køreplan, der træder i kraft 25. juni 2023. Frem mod køreplansskiftet vil den nye køreplan således blive sendt i høring. Men den økonomiske ramme for den regionale kollektive trafik ligger nu fast.

Samtidig står det klart, at den kollektive trafik kommer til at ændre sig i de kommende år. Som en del af beslutningen på regionsrådsmødet skal regionens administration således lave et oplæg til, hvordan der kan arbejdes med fremtidens mobilitet i regionen.

- De krav, vi som borgere har til kollektiv transport, udvikler sig hele tiden – og vi ved, blandt andet fra de dialogmøder vi har haft med borgerne, at der er et stort ønske om mere fleksible løsninger til at fremme mobiliteten. Det kommer vi fra regionens side til at samarbejde bredt om at udvikle i de kommende år. Men først og fremmest skal der altså være balance i økonomien. Det sikrer vi nu på en så skånsom måde som muligt, siger næstformand i Udvalg for Regional Udvikling, Henrik Qvist (EL).

Se kort over tilpasningerne

Fakta

  • Regionsrådet har vedtaget kataloget til justeringer for 41,2 mio. kroner i det regionale rutenet.
  • Hovedparten af tilpasningerne bliver i form af reduceret antal afgange.

 

  • Fire ruter mister helt eller delvist det regionale tilskud:
    • Delstrækningen Hammel–Fårvang på rute 114 Aarhus–Hammel–Fårvang.
    • Delstrækningen Søften–Hinnerup–Hadsten på rute 115 Søften–Hinnerup–Hadsten–Langå.   
    • Rute 319 Hornslet–Auning
    • Rute 116U Galten–Harlev–Tilst

 

  • Regionen overtager finansieringen af to ruter for at sikre transport af uddannelsessøgende på tværs af kommunegrænser:
    • Rute 351 Ebeltoft-Grenaa
    • Rute 561 Sønder Felding-Skjern

 

  • Forud for forslaget til tilpasning ligger en stort analysearbejde på baggrund af passager-data for samtlige regionale ruter. Her er det bl.a. blevet dokumenteret, at for mange regionale busser kører næsten tomme på mange afgange.
  • Derudover har formandsskabet i Udvalg for Regional Udvikling haft møder med de berørte kommuner for at sikre viden om de lokale forhold, ligesom borgerne har været inddraget i form af tre udendørs dialogmøder.
  • Midttrafik anmodes nu om at igangsætte køreplanjusteringer, så justeringerne træder i kraft ved køreplanskiftet 25. juni 2023.
  • Samtidig arbejder regionen videre med at udvikle den kollektive transport, så den tilpasses de behov borgerne har nu og i fremtiden.
  • Regionens budget til kollektiv trafik udgør i 2023 380,6 mio. kroner. Dermed bruger regionen flere penge på kollektiv trafik end tidligere, men den økonomiske udvikling i samfundet betyder mindre trafik for pengene.
  • Læs mere om baggrund for besparelsen og find data for alle regionale ruter fordelt på kommuner på mobilitet.rm.dk