Reparationsarbejdet er nu overstået, og partikelcentret på Aarhus Universitetshospital tilbyder igen tilbudt partikelterapi til danske kræftpatienter.

13.06.2022

I forbindelse med Dansk Center for Partikelterapis (DCPT's) leverandørs vedligeholdelsesarbejde opstod der den 30. april en alvorlig skade på den cyklotron, som genererer protonerne til partikelterapien. Reparationsarbejdet er nu overstået, og i dag har partikelcentret på Aarhus Universitetshospital, det eneste af sin art i Danmark, igen tilbudt partikelterapi til danske kræftpatienter. 

- Vores leverandør blev færdig med at reparere cyklotronen i sidste uge. Herefter har vi brugt nogle dage på at sikre os, at anlægget lever op til vores standarder, så kvaliteten og patientsikkerheden er i orden. Siden i morges har vi behandlet patienter, og vi forventer i løbet af kort tid at være i fuld drift igen, siger cheflæge og professor Morten Høyer i DCPT på Aarhus Universitetshospital.

Patienterne tilbudt anden behandling

DCPT sørgede for meget hurtig kommunikation til centrets berørte kræftpatienter, ligesom der også hurtigt blev indgået aftaler med landets kræftafdelinger og fire partikelcentre i Sverige, Tyskland, Holland og Schweiz, så kun få af DCPT's patienter fik udskudt deres behandlingsplan.

- Vi har under det meget beklagelige nedbrud haft et enestående samarbejde med landets kræftafdelinger og med udenlandske partikelcentre. På den måde har vi kunnet sikre vores patienter den allerbedste back-up behandlingsplan under vores nedbrud. Patienterne har enten modtaget røntgenstrålebehandling på den kræftafdeling, som de hører til i Danmark, eller fået partikelterapi på et udenlandsk partikelcenter, fortæller Morten Høyer.

For at hjælpe de danske kræftafdelinger og de udenlandske partikelcentre bedst muligt, da de uventet skulle modtage DCPT's patienter, fulgte medarbejdere fra DCPT med patienterne både ud på landets kræftafdelinger og de udenlandske partikelcentre.

 

For yderligere information

Cheflæge, Morten Høyer, Dansk Center for Partikelterapi (DCPT), Aarhus Universitetshospital, mobil: 2328 2823