01.03.2022

Nu skal paramedicinere køre alene ud til en række af de patienter, der har ringet efter en ambulance men ikke har akut brug for hjælp. Det skal mindske presset på både ambulancer og hospitaler.  

Ambulancerne kører flere og flere patienter på hospitalerne, og det belaster både ambulancedriften og de akutte modtagelser. Derfor er der brug for at tænke i nye løsninger, og nu vil Præhospitalet i Region Midtjylland afprøve én af dem i et pilotprojekt – den præhospitale visitationsenhed.

Den præhospitale visitationsenhed består af en paramediciner i en personbil fyldt med meget af det samme udstyr, som ambulancerne kører rundt med – men altså uden plads til patienter. Paramedicineren tager ud til de patienter, som har ringet efter en ambulance – men som ikke nødvendigvis har brug for den.

- Alle, der har akut brug for en ambulance, sender vi naturligvis fortsat straks en ambulance til. Men vi ved, at mange af dem, der ringer efter en ambulance, har ikke brug for akut hjælp – og måske har de slet ikke brug for en ambulance eller en indlæggelse. Det skal paramedicineren hjælpe med at afklare, så vi i højere grad sikrer de rigtige løsninger til patienterne, siger lægefaglig direktør i Præhospitalet, Palle Juelsgaard.

Rigtig brug af ressourcer

Palle Juelsgaard forventer, at der vil være tilfælde, hvor patienterne slet ikke har behov for at komme på hospitalet – måske findes der et mere relevant regionalt eller kommunalt tilbud til patienten. I andre tilfælde vil paramedicineren vurdere, at patienten bør komme på hospitalet, men det kan være, det ikke nødvendigvis skal ske med ambulance.

- Vi skal bruge vores ressourcer rigtigt, og vi skal ikke sende folk med ambulance på hospitalerne, hvis det reelt ikke er det, de har brug for. Det gavner ikke patienten, til gengæld belaster det både ambulancedriften og hospitalerne unødigt, siger Palle Juelsgaard.

Paramedicineren kører primært ud i Aarhusområdet i en prøveperiode på et halvt år. Projektet bliver løbende evalueret, og viser det gode resultater, skal en udbredelse af enheden i regionen vurderes og drøftes. 

- Vi skal naturligvis se, om det løser nogle af vores udfordringer. Har det en positiv effekt for både patienter, ambulancekørslerne og hospitalerne, skal vi vurdere, om og hvor vi ellers kan se muligheder for enheden. Når vi har det overblik, vil vi fremlægge det for regionsrådet, siger Palle Juelsgaard.

 

Fakta om pilotprojektet

  • Den præhospitale visitationsenhed vil køre til patienter, der ikke kræver akut behandling. 
  • Er enheden den nærmeste til for eksempel et hjertestop, vil den dog køre hertil – samtidig med, at der bliver sendt en ambulance samt akutlægebil og eventuelt akutlægehelikopter til stedet. Derfor er paramedicinerens bil også udstyret med udrykningsudstyr (blå blink og sirener).
  • Det er ikke muligt at transportere patienter i den præhospitale visitationsenhed – i de tilfælde der er behov for få en patient til hospitalet, vil paramedicineren bestille det relevante køretøj (for eksempel sygetransport, siddende transport eller en ambulance).
  • Paramedicineren vil løbende drøfte patienter med Præhospitalets vagthavende læge. Lægen er enhver tid tilgængelig for både paramedicineren i den præhospitale visitationsenhed og for medarbejderne i ambulancerne. 
  • Den præhospitale visitationsenhed kører primært i Aarhusområdet i prøveperioden i alle ugens dage fra kl. 7-19.
  • Seks paramedicinere indgår i ordningen – alle seks indgår også i den almindelige ambulancedrift.
  • Projektet begynder 1. marts 2022.  

 

Flere oplysninger

  • Palle Juelsgaard, lægefaglig direktør, Præhospitalet, tlf. 2026 6461