Seks regionsrådsmedlemmer er blevet udvalgt til to regionalpolitiske fora, der skal hjælpe med at løse to store samfundsudfordringer.

24.11.2022

Hvordan løser vi biodiversitetskrisen? Og hvordan hjælper vi unge uden for samfundet ind igen? De udfordringer skal to regionalpolitiske fora hjælpe med at løse. Nu er regionsrådsmedlemmerne til de to fora blevet udvalgt.

Otte store udfordringer er kernen, når Region Midtjylland nu reviderer sin udviklingsstrategi. Hver udfordring får sit eget regionalpolitiske forum, der skal til at udvikle konkrete løsninger på de otte udfordringer.

I 1. halvår 2023 indledes arbejdet i de to første regionalpolitiske fora, der handler om biodiversitetskrisen og "unge udenfor".

Derfor har regionsrådet nu udpeget de i alt seks regionsrådsmedlemmer, der skal repræsentere regionsrådet i disse fora – tre i hver:

Henrik Qvist, Morten Flæng og Ib Bjerregaard (formand) skal arbejde med biodiversitetskrisen, og Rose-Marie Mollerup, Thrine Rimdal Nørgaard og Henrik Gottlieb Hansen (formand) skal arbejde med "unge udenfor".

Derudover bliver eksterne partnere fra kommuner, stat, videninstitutioner, erhvervsliv, civilsamfund, organisationer og unge fra SAMFUNDSFORMERNE inviteret med.

Når et forum har udviklet anbefalinger, prioriterer regionsrådet løbende, hvilke løsninger og initiativer Region Midtjylland skal sætte i gang.

Når alle regionalpolitiske fora er færdige, samles anbefalingerne i 2025 i en ny regional udviklingsstrategi.

Læs mere om de otte store samfundsudfordringer her.

Kort om "unge udenfor"

 
23.000 midtjyske unge mellem 16-29 år er hverken i uddannelse eller beskæftigelse.

Det er et problem, når mennesker ikke er en del af samfundet, og det er omkostningsfuldt både for den enkelte og samfundet.

Kort om biodiversitetskrisen

Der er mangel på sammenhængende naturområder.

Naturen, i form af skov, hede, eng, søer og vandløb, fylder kun en fjerdedel af arealet i Midtjylland, mens næsten tre fjerdedele af arealet er optaget af landbrug, infrastruktur og bygninger.

Det medfører et fald i biodiversiteten, når planter og dyr har svært ved at udvikle og formere sig på tværs af deres levesteder.